Brøndby Stadion lægger hus til to landskampe

04.03.2020 14:00

De to sidste testkampe, herrelandsholdet skal spille før sommerens EM-slutrunde, skal spilles på Brøndby Stadion. Den 1. juni er det det norske landshold, der gæster Brøndby Stadion, og den 7. juni gælder det så et arvefjendeopgør mod Sverige. Billetsalget forventes at starte ultimo marts.

Administrerende direktør Ole Palmå fortæller om tildelingen af de to landskampe.
 
- Vi er meget beærede over, at vi endnu engang skal lægge stadion til to landskampe. Og at det er de to sidste og vigtige testkampe, før EM begynder, hvor landstræneren og hans team skal se holdet an, før det hele begynder, føler vi, er en stor blåstempling til faciliteterne på Brøndby Stadion. Vi har investeret rigtig meget i selve banen, så den i dag står som en af de allerbedste i landet, og ligeledes er vores faciliteter for fans nok de bedste i landet med den integrerede fanzone samt Familie Loungen. Vi ser derfor frem til et par spændende kampe herude, hvor forhåbentligt rigtig mange fans kommer ud og ser landsholdet en sidste gang, før EM begynder, fortæller Ole Palmå.
 
Landstræner Åge Hareide glæder sig også over, at de to kampe skal spilles på Brøndby Stadion.

- Vi er meget tilfredse med at spille begge kampe på Brøndby Stadion, som jo er tæt på vores EM-lejr i Helsingør. Det giver os rigtig gode betingelser i forberedelserne frem mod EM.

Inde på banen er der også glæde over offentliggørelsen af de to kampe. Der er nemlig flere, der kan komme til at spille på hjemmebane - til trods for at de er udehold. En af dem er Sigurd Rosted.

- Det bliver rigtig sjovt. Det er jo optakten til EM for Danmark - og forhåbentlig også for os. Det ved vi først lidt senere. Men det ville være sjovt at spille for Norge her på min daglige hjemmebane. Jeg har aldrig mødt Danmark, men jeg har spillet mod Sverige et par gange, og det har altid været en fed atmosfære. Så jeg håber på, at det bliver lidt af det samme, fortæller Sigurd Rosted, der sammen med Norge skal op imod Serbien for at sikre sig en plads til sommerens EM.

Både her på www.brondby.com og www.dbu.dk vil løbende blive opdateret ift. information om billetsalget, der forventes startet ultimo marts.

Foto: Getty Images