Frendrup: Vi er rykket tættere sammen

12.02.2020 09:40

Morten Frendrup ser tilbage på en intens træningsopstart, som har været med til at rykke hele truppen. Den unge midtbanemand peger på, at træningsturen til Portugal har været med til at styrke relationerne på banen.

- Det har været en rigtig hård men god opstart, hvor jeg føler vi rykket tættere på hinanden, og særligt træningslejren har gjort os godt. Der er mange, som har gjort indtryk, og man kan hele tiden regne med, at sidemanden følger med. På banen er kommunikationen blevet meget stærkere, og det er klart, at vi er inde i en ny fase, hvor vi alle sammen skal løfte i flok.

Frendrup var en af de unge, som fik chancen imod slutningen af efteråret, og her blev det til en række kampe i startopstillingen. Nu kan Frendrup så se frem til et forår, hvor det helt naturligt ser ud til at fortsætte, en rolle og et ansvar Frendrup trives ganske fint med.

- Efter gennemsnitsalderen i truppen er faldet, er det klart, at der er kommet mere fokus på os unge. Det betyder samtidig, at der hviler et større pres på vores skuldre, men jeg synes også, at opstarten har vist, at vi har været gode til at tage det til os. Jeg nyder at spille fodbold og at få muligheden for at spille fra start, det har været dejligt. Jeg er en type, som godt kan lide at tage ansvar, så det nyder jeg godt af.

Hos Frendrup sporer man også en vis optimisme før weekendens forårsåbner. 

- Vi glæder os, og det kribler i hele kroppen, for at komme i gang med at spille om point igen. Jeg har stor tiltro til, at der er kvalitet i holdet, og at vi nok skal lykkes i det her forår. 

Frendrup og holdkammeraterne tager hul på forårssæsonen søndag, når vi skal en tur til Odense, hvor OB hjemme tager imod os på Nature Energy Park i 3F Superligaen. Der er kampstart klokken 18:00, og du kan sikre dig din billet her.

Foto: Lars Rønbøg