22. JANUAR 2020 kl. 08:30
Ny kontrakt til Skipper – forlænger til 2023

Først forlængede talenterne Anis Ben Slimane, Mads Hermansen og Peter Bjur kontrakterne med Brøndby IF, siden kom Morten Frendrup til, og nu gør Anton Skipper dem følgeskab. Skipper er endnu et fornemt produkt af Brøndby Masterclass, og det glæder fodbolddirektør Carsten V. Jensen, at det er muligt at forlænge med de unge og talentfulde spillere.

-Først skal der herfra lyde en kæmpe tak til alle spillere, trænere og ledere i Brøndby Masterclass, der har være med til at udvikle den næste generation af Brøndby-spillere. Masterclass er en hjørnesten og et indsatsområde i udviklingen af fremtidens Brøndby IF, og der er virkeligt sat damp på kedlerne her. Det er en stor fornøjelse at følge udviklingen, engagementet og resultatet af det store arbejde, der gøres på daglig basis.      

-Skipper har allerede gjort sin entre i 3F Superligaen på fornem vis og leveret særdeles gode præstationer, når der har været bud fra cheftræneren. Og det er netop her, en af styrkerne er, hos de her drenge. Der er ikke noget slinger i dagligdagen, hvor der bliver arbejdet stenhårdt, men til gengæld klar, når der bliver kaldt til kamp.   

For Anton Skipper var der ikke de store overvejelser omkring en forlængelse af kontrakten.

- Jeg har lige været inde og skrive under på kontrakten, så det er forhåbentlig her, jeg får lov til at få mit store gennembrud og får lov til at udvikle mig og hjælpe klubben.

- Jeg er super glad for den tillid og tro, der er på os unge spillere, og så handler det for mig om at gøre, hvad jeg kan, for at betale tilbage. Jeg har ikke haft andet end Brøndby IF i tankerne, så det var rimelig nemt for mig at sige "ja tak" og fortsætte her.

Indtil videre har Anton Skipper spillet otte kampe for Brøndby IF.

Foto: Getty Images