13. JANUAR 2020 kl. 13:00
To Brøndby-spillere fik debut i nationaldragten

To Brøndby-spillere fik i sidste uge debut i nationaldragten, og en af dem berettiget til at komme op landsholdsvæggen ved indgangen til Sydsiden. 

Jesper ’Jobbe’ Lindstrøm var i sidste uge på træningstur med U21-landsholdet i Tyrkiet, som i går sluttede turen med en kamp mod Slovakiet på Calista Field i Belek, Tyrkiet. Med fra start var den unge Brøndby-mand, som krydrede sin debut med at score kampens første mål og sejrede sammen med de andre unge danskere med 3-1 over slovakkerne.

En anden Brøndby-spiller, som var en tur i den nationale trøje i den forgangne uge, var Simon Hedlund, der var med det svenske ligalandshold. Her gik turen til Qatar, hvor der stod to kampe på programmet. Først Moldova, som blev besejret med 1-0, og her fik Simon Hedlund det sidste kvarter og dermed sin officielle debut for det svenske landshold. I anden kamp mod Kosovo fik Brøndby-svenskeren fuld tid, og blev også kampens eneste målscorer, da svenskerne vandt 1-0.

I Sverige kategoriseres ligalandsholdskampe som kampe for A-landsholdet, og derfor skal Simon Hedlund på landsholdsvæggen.

Tillykke med debutten til begge spillere.

Foto: Getty Images