Målmands-trænerne tror på Mads Hermansen

18.12.2019 13:30

Forlængelsen på fire og et halvt år med målmandstalentet Mads Hermansen er noget, der vækker glæde hos dem, der arbejder tættest sammen med ham, nemlig målmandstræner Claus Fallentin og målmandscoach Lars Høgh.

- Mads er en meget dygtig og dedikeret målmand, der i hverdagen arbejder hårdt for at nå sine mål.

- Han mestrer allerede i en ung alder mange målmandstekniske færdigheder, som vi igennem den daglige træning bygger videre på. Det kombinerer vi med træning af nye udviklingsområder, som vi i det sidste halve år har arbejdet med. Det har vist os Mads’ store potentiale, lyder det fra Claus Fallentin, der arbejder med Mads Hermansen til dagligt.

Lars Høgh arbejder også med udviklingen af målmændene i Brøndby IF, og hans indtryk af Mads Hermansen er lige så positivt som sin kollegas.

- Mads er en god fyr at arbejde med. Han kom ind omkring holdet for et par år siden, hvor han bl.a. var med på træningslejre og allerede dengang kunne man se hans potentiale og udviklingsmuligheder, så vi har haft øje på ham i lang tid. Det samme har de også på ungdomslandsholdene, hvor han har været med i flere år.

- Han er en umiddelbar gut, der tager tingene oppe fra og ned. I starten, da han i sommer kom fast med i Superliga-truppen, skulle han lige finde ud af, hvor han var. Han skulle lære at være med blandt de bedste. Han holdt lidt tilbage i starten, men har nu givet slip og viser sit repertoire og det potentiale, han har, fortæller Lars Høgh.

Styrkerne hos Mads Hermansen er en kombination af fysik og en stærk psyke, forklarer Claus Fallentin.

- Mads er atletisk bygget og er enormt reaktionsstærk. Det kommer ham især til gode i en-mod-en-situationer og afslutninger fra kort afstand.

- Han lærer hurtigt og har en stor evne til at kunne eksperimentere med sine grundtekniske færdigheder for at forbedre dem. Det har vi set meget af det sidste halve år, hvor han har været med i Superliga-truppen, og vi kan derfor nærmest fra uge til uge se en udvikling i Mads’ spillestil.

At have en talentfuld målmand er ikke noget nyt i Brøndby IF, men alligevel er der her troen på, at Mads Hermansen har lige dét ekstra, der skal til for at tage det sidste skridt.

- Vi har produceret mange dygtige målmænd gennem årene, som har spillet på ungdomslandsholdene hele vejen op, men har manglet at tage det sidste skridt ind på Brøndby Stadion, og derfor har prøvet kræfter med et lejemål i en anden klub. Holder Mads fast i sin udvikling, tror vi nu for alvor på, at han kommer til at spille foran Sydsiden inden for en overskuelig fremtid, lyder skudsmålet fra Lars Høgh.