Brøndby-spillere pakker ind til Mødrehjælpen

12.12.2019 11:55

Onsdag aften stod tre spillere over for en lidt anden opgave, end de er vant til. Sammen med Fanafdelingen skulle Kevin Mensah, Simon Tibbling og Morten Frendrup nemlig pakke gaver ind til Mødrehjælpen på Vestegnen, der hjælper børn med julegaver og gør julen mulig for trængte familier. Brøndby-fans over hele landet har doneret penge til formålet.

I pakkerne kan børnene blandt andet finde et Brøndby-halstørklæde og -hue, autografer fra de tre spillere, fodboldkort og en billet-voucher til en kamp på Brøndby Stadion.

De tre spillere skulle hjælpe med at pakke over 100 gaver ind til børnene, og selvom der var kalkuleret med en time, så tog det mindre end 20 minutter, før gavepapiret klædte den sidste pakke på. Viceanfører Kevin Mensah var positivt overrasket over arrangementet og det antal af frivillige, der var dukket op i Hytten.

- Vi vidste ikke helt, hvad vi gik ind til, og vi var lidt overraskede over, hvad det indebar. Jeg er meget overrasket over, hvor mange frivillige hænder, der kommer og bidrager.

Du kan se hele interviewet med Kevin Mensah, Morten Frendrup og næstformand i Fanafdelingen Claus Billehøj på Brøndby Indefra.