Kamil Wilczek årets spiller 2019

07.12.2019 21:00

Lørdag aften blev årets spiller i Brøndby IF traditionens tro kåret til årsfesten. De nominerede på herresiden var Josip Radosevic, Dominik Kaiser og Kamil Wilczek, og for andet år i træk blev det vores polske anfører og Superliga-topscorer, Kamil Wilczek, der fik de fleste stemmer, og som derfor kan kalde sig årets spiller i Brøndby 2019. 

Kamil Wilczek var meget glad for, at de frivillige i klubben valgte ham. Det er en pris, som betyder meget for angriberen

- Det er et stort øjeblik for mig. Jeg er meget glad for at blive valgt som årets spiller i Brøndby IF, og jeg ser frem til flere gode øjeblikke med klubben. 

- Det er en vigtig kåring, så jeg er meget stolt over at modtage den, og over at folk har stemt på mig. De er meget tæt på klubben, og de vil kun det bedste for Brøndby IF. Så at blive kåret som årets spiller i klubben, betyder rigtig meget for mig. 

Du kan se hele interviewet med årets spiller på appen Brøndby Indefra.

På kvindesiden var de nominerede Louise Winter, Nicoline Sørensen og Nanna Christiansen, og det var sidstnævnte, der for tredje år i træk kunne gå på scenen til stående klapsavler, da hun modtog prisen som årets spiller i Brøndby IF 2019. 

Nanna har Brøndby IF helt inde under huden, så at modtage prisen for tredje gang betyder meget for hende.

- Det gør mig sindssygt stolt og glad, at man har en vigtighed på banen og af folk lægger mærke til en. Det, synes jeg, er kæmpe stort, og det er kæmpe stort i Brøndby IF, for jeg er jo Brøndby-pige, sigwer Nanna Christiansen, der gennem karrieren har haft flere muligheder for at skifte til udlandet, men har valgt at blive på Vestegnen.

- Jeg er så glad for Brøndby IF – det er en verdensklasse klub. Vi har et godt sammenhold herude, og jeg er glad for at spille for holdet, og jeg er glad for min træner. Jeg synes bare, at der et en holdånd og et sammenhold herude, som jeg ikke kunne være foruden.