U13 har vundet deres række

11.11.2019 14:18

De yngste Masterclass-talenter vandt i weekenden over Farum BK med 5-1, og med det resultat har de blågule nu vundet guld i U13 Drenge Liga 1 med én kamp tilbage.

Det var været en overbevisende sæson for de blågule, der kun har smidt point i én ud af de indtil videre ni spillede kampe. Selvom det er udviklingen, der er første prioritet for cheftræner Azad Corlu, så betød det alligevel meget for holdet at vinde rækken.

- Drengene var glade. Også fordi den her årgang ikke har været vant til at vinde, så jeg kunne godt mærke, at det betød ekstra meget for dem. Der var musik, sang og god stemning i omklædningsrummet.

- Der var ikke forberedt noget for forældrene og drengene. Nogle gange er der nogle årgange, der har guldhatte og børnechampagne – det kan være, at de har det til den sidste kamp. Jeg synes godt, man må fejre, når man vinder noget. Så hvis forældrene har planlagt noget, så synes jeg, det er helt okay.

De blågule U13-drenge spiller sidste kamp på hjemmebane mod Lyngby BK på lørdag kl. 11:00, og efter kampen kan årgangen tilføje et trofæ til Masterclass-pokalskabet.

Stort tillykke til U13-drengene og trænerstaben.