Hermannsson: To nuller skal blive til tre

06.11.2019 09:04

I to af de seneste fire Superliga-kampe er der ikke blevet scoret mod Hjörtur Hermannsson og resten af Brøndby-holdet. Det er i alle fire kampe blevet til sejre, og det er en formkurve, der meget gerne skulle fortsætte, når Esbjerg fB kommer på besøg på Brøndby Stadion på søndag.

- De to nuller skal blive til tre. Et cleansheet giver for en forsvarsspiller eller målmand næsten samme fornemmelse som for en angriber, når han scorer. Hvis modstanderen ikke scorer, betyder det, at vi har gjort vores job godt.

- Mod Silkeborg får vi stort set lukket helt ned for et hold, der ellers scorer masser af mål. Skulle vi så have scoret flere i den anden ende? Det skulle vi måske nok, men jeg har sagt det før – holder vi nullet, skal vi kun score en enkelt gang for at vinde kampen, og når alt kommer til alt, så er de tre point det vigtigste, understreger Hermannsson, der glæder sig til at få Esbjerg fB på besøg.

- Hvis vi tænker på vores seneste kamp mod dem – faktisk de seneste fem kampe, så har det ikke været godt nok. Godt nok skal det være på søndag, og der er en god selvtillid og tro på tingene i truppen. Hvis der er en modstander, vi føler, vi har noget at bevise overfor og overfor fansene, så er det Esbjerg.

Har du ikke sæsonkort eller billet til kampen, kan du sikre dig en billet lige her.

Foto: Getty Images