Niels Frederiksen: Der findes ikke noget bedre end at slå FCK

06.10.2019 17:00

Niels Frederiksen kunne søndag eftermiddag fejre sin første Derby-sejr som cheftræner for Brøndby IF, da Drengene fra Vestegnen slog FCK på Brøndby Stadion. Niels Frederiksen var også godt tilfreds med kampen og den fantastiske opbakning fra tribunerne.

- Der findes ikke noget bedre end at slå FCK - slet ikke her på Brøndby Stadion, i den her fantastiske kulisse. Der er ingen tvivl om, at vi har brug for pointene for at hænge med i toppen, og vi har ikke været tilfredse med præstationerne på det seneste, så at slå FCK - dét er rigtig, rigtig godt.

Til kampen havde Niels Frederiksen valgt at justere taktikken, og de blågule spillede således en ny formation uden kanter og med wingbacks. Det satte Niels Frederiksen ord på efter kampen.

- Det er min opgave som træner at prøve at få spillerne til at præstere bedst muligt, og det vil sige, at vi skal prøve at spille på en måde, hvor vi bringer spillerne i de situationer, hvor de er bedst. Og hvis vi kigger på vores trup, så synes jeg egentlig, at den ligger meget godt til at spille uden kanter.

Se hele interviewet med Niels Frederiksen på Brøndby Indefra.

Foto: Getty Images