Status på Simon Tibbling

02.10.2019 11:05

I udekampen mod Hobro IK tilbage i august måtte Simon Tibbling lade sig udskifte med en skade i foden. Siden er der gået syv uger med genoptræning for den svenske midtbanespiller, og især den første del har været knap så sjovt at komme igennem.

- Jeg har haft småskader før, men det her er min første store skade. Det er altid hårdt at sidde udenfor, og det værste var helt klart at have skinne på i seks uger, hvor jeg ikke kunne lave noget som helst. Den har jeg heldigvis fået af nu, og jeg kan træne mere varieret. Det har været rigtig rart, fortæller Tibbling. 

Den 25-årige har altid været kendt for sin spilleglæde og entusiasme omkring alt, hvad der har med fodbold at gøre. Og netop den begejstring omkring fodbold har været et stort fokuspunkt for Tibbling.

- Man skal fokusere på at holde humøret højt. Jeg elsker fodbold, og jeg er jo flyttet her til Danmark for netop at spille fodbold. Så jeg har fokuseret på, hvor fedt det bliver at komme tilbage på banen, og så har jeg set en masse fodbold – både Brøndby og alt muligt andet. Det giver mig en endnu større sult og lyst til at komme tilbage, når jeg ser kampe, så det har jeg fokuseret meget på.

Nu fortsætter det hårde arbejde i træningslokalet, og så håber svenskeren selv på, at der ikke går lang tid, før han kan tilslutte sig holdkammeraterne på træningsbanen.

- Jeg er kommet langt, synes jeg. Jeg er begyndt at løbe og har også rørt en bold. Det er en god start, og så skal jeg bare arbejde videre, indtil jeg forhåbentlig kan begynde at træne med holdet om fire-fem uger. Og så håber jeg på at være i spil til nogle af kampene i de sidste uger af efterårssæsonen, men det er selvfølgelig ikke op til mig at bestemme. Jeg bliver nødt til at lytte til træneren og fysioterapeuterne.

Foto: Getty Images