Radosevic: Skal fokusere på det grundlæggende

27.09.2019 13:20

Efter et lille afbræk til Skive i pokalturneringen er der igen Superliga-fodbold på programmet, når vi på søndag tager til Haderslev og udebanekampen mod SønderjyskE. 

Efter sidste søndags skuffelse mod Esbjerg handler det om at komme tilbage på sejrssporet, og nøglen til det er ifølge Josip Radosevic at fokusere på det grundlæggende og på energien i kampen.

- Det vigtige på søndag er, at vi står sammen og er fuldt fokuserede på opgaven. Vi skal have de basale ting i vores spil til at fungere, så vi kan komme godt fra start, og så kan vi langsomt bygge på derfra. Jeg tror, at det bliver vigtigt på søndag, og så skal vi nok få et godt resultat, fortæller Radosevic.

- Vi har meget kvalitet i holdet – det ved vi. Så på søndag handler det om at tro på os selv og på vores taktikker og komme ud med en masse energi og intensitet. Det er det, der kan få os tilbage på sporet efter sidste weekend, og det tror jeg også på, at vi kan.

Det blev til avancement i Sydbank Pokalen ude mod Skive IK i onsdags, og selvom det spillemæssigt var to forskellige kampe, kan opgøret bruges til meget forud for søndagens kamp.

- Det er næsten umuligt at sammenligne kampen mod Esbjerg med pokalkampen i Skive. I det hele taget er liga- og pokalkampe forskellige, og det var også to meget forskellige kampforløb. Men vi fik en sejr, og det giver altid tro på tingene – lige meget hvem modstanderen er. Så den følelse skal vi selvfølgelig tage med til kampen på søndag.

Tror du, at Radosevic banker bolden i kassen i løbet af kampen, er der lige nu odds 12 at hente hos Betfair. Tror du, at han oven i købet gør det som den første i opgøret, er oddset 25.

Der er kampstart kl. 18:00 på søndag, og du kan sikre dig billet her.

Foto: Getty Images