Niels Frederiksen: Selvfølgelig skal vi vinde den

25.09.2019 23:05

Onsdag aften kunne Brøndby IF spille sig videre i Sydbank Pokalen efter en 3-2-sejr over Skive IK. Niels Frederiksen var tilfreds med at gå videre, men han er ikke helt tilfreds med, at Skive-mandskabet blev lukket ind i kampen.

- Avancement er det vigtigste. Vi vandt, og vi er videre til næste runde, og det er vi selvfølgelig tilfredse med. Det er ikke alt i spillet, vi er tilfredse med. Det blev jo en lige kamp, men vi vidste godt, at det ikke ville blive så nemt, og man kan sige, at de andre Superliga-klubber også havde problemer, oveni købet mod hold, der lå lavere, end det hold, vi mødte i dag.

- Selvfølgelig skal vi vinde den, og vi skal ikke gøre det, som vi gjorde, da vi kom foran, hvor vi begyndte at sløse lidt med tingene og lukke dem ind i kampen. Indtil det tidspunkt synes jeg egentlig, at vi er i fin kontrol. 

Se hele interviewet med Niels Frederiksen på Brøndby Indefra.