Niels Frederiksen: Vi skal hele tiden bygge på

21.09.2019 08:20

I morgen står Niels Frederiksen atter i spidsen for Brøndby IF, når de blågule spillere løber ind på Blue Water Arena i Esbjerg, hvor der fløjtes op kl. 16:00. Det gælder tre point til kontoen i 3F Superligaen, og selv om det med Esbjergs skift af træner kan blive en anderledes opgave end først forventet, er det ikke noget, som Niels Frederiksen lader spille ind på de taktiske forberedelser.

- Det betyder stort set ingenting. Jeg ved jo ikke, hvad de kan finde på, og det er også ligegyldigt for os. Det, der er vigtigt for os, og det er også det, vi har talt med spillerne om, er, at vi tager udgangspunkt i den kamp, vi spillede mod FC Nordsjælland, og så finder vi ud af, hvor vi skal forbedre os og gøre tingene endnu bedre.

- Så vi tager udgangspunkt i os selv og prøver at lægge på vores seneste præstation. Så på det taktiske plan betyder det ikke noget, at Esbjerg har skiftet træner, men vi ved også, at når et hold gør det, så vil de komme ud med en masse ny energi og en vilje til at vise sig frem for den nye træner, og det er vi selvfølgelig forberedt på.

For cheftræneren er fokus hele tiden at forbedre sig som hold. Her er udgangspunktet altid den seneste præstation, og selv om den var god, så kan det altid blive bedre.

- Det ville være kedeligt, hvis vi nåede et punkt og sagde, at nu kan vi aldrig blive dygtigere. Det punkt når man aldrig, så for os handler det om hele tiden at blive dygtigere, men vi ved også, at der er bump på vejen, og der er udsving undervejs. Men hvis vi udligner det over en længere periode og tager et gennemsnit af vores præstationer, så skal det gerne være med pil op.

- Det ser humørmæssigt fint ud, og spillerne knokler på. De ser klar ud til det, der skal ske på søndag. Der er kommet en øget konkurrence i truppen med de nye spillere, der er kommet ind og de spillere, der er kommet tilbage fra skader, siger Niels Frederiksen.

Der er så småt ved at sætte sig et spillemæssigt hierarki, og det kan give en ro i truppen, men det sætter også krav til spillerne, forklarer cheftræneren.

- Det går begge veje, når et hierarki er ved at sætte sig. Det kan skabe noget tryghed hos nogle spillere, der så kan præstere bedre, men det kan også gøre nogle spillere lidt for tilbagelænede og give dem tanken om, at ’det går meget godt, og jeg er sikker på min plads’.

- Det er vi meget opmærksomme på, så det går som sagt begge veje, når et hierarki er ved at sætte sig, men konkurrencen om pladserne er sund, og det holder spillerne til ilden, understreger Niels Frederiksen.

Med blikket rettet mod søndagens kamp mod Esbjerg fB er de tre point selvfølgelig det vigtigste, men både cheftræneren og resten af teamet har også øjnene fast rettet mod præstationen i kampen.

- Vi kigger efter vores evne til at skabe chancer. Vi har en lille pil op fra kampen mod FC Nordsjælland i forhold til de to foregående kampe, men vi er stadig ikke der, hvor vi var i starten af sæsonen i forhold til at kunne skabe chancer. Så kigger vi meget på vores evne til at have den rigtige struktur i forhold til vores defensiv og vores pres, hvor vi mod FC Nordsjælland havde en rigtig fin struktur i første halvleg, men den faldt lidt for meget samme efter pausen.

- Så vi skal have en god defensiv struktur i det, vi gør, uanset om det er det høje eller det lave pres i hele kampen og ikke kun i 45 minutter. Vores gode perioder skal holde længere og længere og gerne over en hel kamp. Det gjorde vi ikke mod FC Nordsjælland, så der skal vi også lægge på, og det er et af fokuspunkterne til i morgen.

Der er kampstart kl. 16:00 på Blue Water Arena, og du kan følge kampen live på Canal 9 med optakt fra kl. 15:00, hvis du ikke er med på stadion. Vi er som altid også med på Twitter på profilen @BrondbyLive.

Foto: Getty Images