Kaiser: Fansene har bevist sig mange gange

13.09.2019 11:15

Landsholdspausen er slut, og på søndag står den igen på fodbold i 3F Superligaen, når FC Nordsjælland kommer på besøg på Brøndby Stadion.

Det plejer at være nogle åbne kampe med masser af mål, og forventningen fra Dominik Kaiser er mere af det samme på søndag.

- Jeg forventer en åben og hurtig kamp. De har et meget ungt hold med masser af kvalitet – specielt på bolden, men også i andre momenter. Det viste de mod os sidste år, og vores kampe er som regel spændende og med masser af mål. Det bliver det forhåbentlig også på søndag, men vi skal selvfølgelig score mindst ét mål mere end dem.

En vigtig faktor for spillertruppen i kampene er fansene, og spillerne har flere gange understreget, at de har en kæmpe effekt på spillerne på banen, og deres opbakning skal og kan ikke undervurderes. Det understreger Dominik Kaiser.

- En meget vigtig ingrediens for alle professionelle hold er en god fanbase, og her på Brøndby Stadion og på udebane kan vores fans give os det ekstra skub. De er fantastiske og hjælper os hvert minut i kampen. Også under opvarmningen giver de os en god støtte, og samspillet med dem gør os stærke og viser modstanderen, at de er kommet til et svært sted at spille.

- Der er også kommet en del nye spillere ind på holdet, og der hjælper fansene med, at de kan føle sig velkomne med det samme.

Hvis du tror på, at Dominik Kaiser og resten af holdet vinder med to mål på søndag mod FC Nordsjælland, kan du i skrivende stund hos Betfair få odds 6.00.

Et mantra hos Brøndby-fansene har altid været stærk i medgang – loyal i modgang, og det er noget, som Kaiser synes, de i dén grad lever op til.

- Jeg havde en svær periode i starten af min tid i Brøndby IF, men jeg følte aldrig, at fansene var efter mig og ikke ville bakke mig op. Det er selvfølgelig vigtigt for dem, at vi spiller godt som hold og individuelt, og i den periode havde vi og jeg det svært, men jeg følte aldrig, at jeg ikke var velkommen eller ikke havde deres opbakning og var en del af holdet. Det er noget af det, der gør fodbold så fantastik i Brøndby IF.

- Fansene har bevist mange gange, at de kan hjælpe både spillere og hele holdet med at komme tilbage, hvis vi er lidt nede i en kamp eller en periode. Vores opgave er at kæmpe for trøjen og give alt, hvad vi har. Nogle dage fungerer spillet måske ikke optimalt, men så kan vi vise, at vi er parate til at slås for det på banen for klubben og fansene, understreger Kaiser og tilføjer:

- Hvis vi leverer helhjertet, gør fansene det samme, og det skal vi sammen bevise igen på søndag mod FC Nordsjælland.

Hvis du ikke allerede har billet til opgøret på søndag kl. 18:00 på Brøndby Stadion, kan du købe den her.

Foto: Getty Images