En gevinst for banen og miljøet

04.09.2019 10:00

Det er svært at sikre, at græsset altid står perfekt på et fodboldstadion. En af de store udfordringer er at sikre, at hele banen får lige meget sol. For især i de måneder hvor solen står lavt på den danske himmel, kan der være dele af græstæppet, der næsten ingen sol får. Den udfordring kender man også i Brøndby IF.

Nu er en dansk virksomhed gået ind i kampen mod manglende sollys på stadionbaner. Navnet er Second Sun, og via en speciel-udviklet folie kan de reflektere lyset og varmen fra solen rundt til de områder, der trænger til naturligt lys.

- Innovation og nye teknologier er en del af Brøndby IF på og udenfor banen. Derfor tager vi også gerne nye skridt for at prøve at optimere forholdende for græstæppet, fortæller Chris Hague, der er groundsman på Brøndby Stadion.

- Der er dele af den sydlige ende af banen, der trænger til mere sollys, end den kan få fra naturens hånd. Intet middel er bedre til at få græs til at gro end sollys og de rette temperaturer, og det prøver vi med Second Sun at give til hele banen. Hvis det fungerer, som vi håber på, bliver det en gevinst for banen – og for miljøet.

Folien fra Second Sun giver andre fordele end bare naturligt sollys og varme til banen. Også brugen af pesticider bliver reduceret, og så er systemet indrettet, så det hele tiden kan styre, hvor sollyset bliver dirigeret hen.

Og start up-virksomheden har globale ambitioner til reflektorsystemet, som de mener, flere klubber i den internationale fodboldverden kan drage væsentlig nytte af i fremtiden. Det fortæller Nicolai Moustgaard, der er direktør i Second Sun.

- Siden vores indledende møder, og gennem vores løbende samarbejde, har Kim Zahle (teknisk chef i Brøndby IF, red.) og Chris vist os åbenhed og tillid samt et fremad synet ambitionsniveau på vegne af Brøndby IF. Det har gjort det muligt at vi står her i dag.

- Vores reflektorsystem kan levere bedre forhold for banen på en mere økonomisk og bæredygtig måde sammenlignet med nutidens alternativer, hvilket falder godt i hak med Brøndby IF’s visioner.

- Helt konkret kan systemet optimere vækstforholdene for græstæppet, samtidig med at man reducerer behovet for kunstlys. Ved en fuld installation på Brøndby Stadion forventer vi at kunne reducere behovet for kunstlys med minimum 40 procent, hvilket giver direkte besparelser på 40 procent på både energi- og CO2-regningen. Udviklingen af systemet har krævet hårdt og målrettet arbejde, og vi glæder os nu til at vise potentialet overfor fodboldverdenen og ikke mindst Brøndby IF.

Reflektorsystemet fra Second Sun vil blive testet på Brøndby Stadion i de kommende uger.