Ishøj IF bliver en del af Brøndby Masterclass

20.08.2019 10:56

Det er med glæde, at vi kan meddele, at endnu en lokal Vestegnsklub har valgt at tilslutte sig Brøndby Masterclass Samarbejdet (BrMA Samarbejdet), som er en fællesbetegnelse for vores samarbejdsklubkoncept.
 
Vi er altid på udkig efter nye kvalificerede samarbejdsklubber, hvor både Brøndby IF og samarbejdsklubben kan drage nytte af samarbejdet. I Brøndby Masterclass-samarbejdet lægger der en række muligheder og attraktive tilbud til trænere og spillere, der skal give ungdomsarbejdet i samarbejdsklubberne værdi.
 
Dette ønsker Ishøj IF at være en del af, og det er et samarbejde, der glæder Ishøj-formand Christian Forsberg.
 
- Det nye setup i Brøndby Masterclass er utroligt spændende, og vi mener, at vi som klub er et perfekt match. Vi forventer at få endnu bedre udvikling af vores unge, samtidig med at vi får en klub, som er mere attraktiv, når det gælder logistik for vores unge. Samtidig forventer vi en god sparring til alle vores trænere, og så er spillerudvikling selvfølgelig dét, som det hele går ud på - altså at få vores unge løftet i niveau, hvis vi ikke selv kan tilbyde det.
 
Leder for samarbejdsklubber i Brøndby Masterclass, Thomas Arndt, er også særdeles begejstret for det nye samarbejde.
 
- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi er rigtige glade for, at Ishøj IF er blevet en del af Brøndby Masterclass Samarbejdet. Ishøj IF er en stor og ambitiøs klub på Vestegnen med en masse engagerede og passionerede mennesker i og omkring klubben. Det er en klub, der tør sætte overliggeren højt og hele tiden gå nye og anderledes veje.
 
Ishøj IF bliver dermed samarbejdsklub nummer 32, men vi har altid plads til flere. Hvis du/I ønsker at blive klogere på, hvad det vil sige at være samarbejdsklub i Brøndby Masterclass, så kan man læse mere her eller kontakt Nikolaj Magelund på [email protected].