Brøndby Support er stadig hele Danmarks fanklub

06.08.2019 11:25

Brøndby Support er vores officielle fanklub, som siden 1993 har stået bag klubben i tykt og tyndt, og fanklubben fik fra start medlemmer fra hele landet.

Derfor blev der også gennem årene etableret lokalafdelinger af Brøndby Support, så fans fra alle egne af Danmark kunne komme til fodbold på Brøndby Stadion og rundt omkring i landet, hvor Drengene fra Vestegnen skulle snøre støvlerne.

- Vi har haft stor glæde af lokalafdelinger i Brøndby Support, som vi blandt andet har hjulpet med tilskud til forskellige aktiviteter, de kunne lave i deres afdelinger. Det har også givet os en mulighed for, at vores fans langsvejs fra har en større lokal tilknytning til klubben og har følt sig tættere på Vestegnen. Og det har været med til at understrege, at Brøndby er hele Danmarks hold, forklarer Sarah Agerklint, der er formand for Brøndby Support.

Hun fortæller også lidt om historien bag lokalafdelingerne.

- Lokalafdelingerne opstod oftest omkring vennegrupper, der gerne ville til kamp sammen, og det var lidt lettere at komme fast på stadion og arrangere busturene fra f.eks. Jylland, Fyn eller Allerød, hvis man kunne gøre det som forening og få lidt økonomi med ind til hjælp af busturene.

- Virkeligheden har så i nogle henseender udviklet sig fra at være et fysisk fællesskab til et digitalt fællesskab. Lokalafdelingerne er ændret fra at mødes i afdelingerne til at holde sammen på f.eks. facebook og arrangere ture til Brøndby IF’s kampe gennem den platform. Det giver god mening, for der er et stort arbejde i administration af medlemmer, vedligeholdelse af hjemmesider, uddelegering af opgaver til frivillige og meget andet i forbindelse med en lokalafdeling. Der har facebook gjort kommunikationen nemmere for de fans, der kommer langvejs fra, forklarer Sarah Agerklint og understreger:

- Der kommer som altid biler og busser med fans fra hele Danmark til kampene. Det har der gjort i rigtig mange år, og det vil der fortsat komme til.

I Brøndby Support Frederikssund er man stolt af sin lokalafdeling, og selv om de nu står alene tilbage som fysisk lokalafdeling til Brøndby Support, så synger man ikke på sidste vers i det nordvest-sjællandske.

- Vi kører på med ufortrøden kraft, nøjagtig som vi har gjort de sidste 23 år, siger Thomas Helth Sørensen fra Brøndby Support Frederikssund.

- Tidligere sendte vi en fyldt bus af sted til hver kamp. Nu er vi nede på en halv bus, og der har vi ligget stabilt de sidste par sæsoner. Flere vælger at køre selv og på den måde er det blevet mere individuelt med transport til kampene. Vi fastholder dog prisen på 50 kroner, selv om det kan gøre det lidt sværere, at få det til at løbe rundt, men så må vi prøve at indhente det tabte på andre måder.

- Gennem vores lokalafdeling er vi opsamlingspunkt for det nordvestlige Sjælland, og der kommer for eksempel fire mand fast fra Frederikværk til hver kamp, som så kører med her fra Frederikssund. Og gennem vores arrangementer, har vi vores eget tætte fællesskab, der knytter os stærkt sammen med det store fællesskab i Brøndby Support og Brøndby IF, fortæller Thomas.

Vi du også være medlem af Brøndby Support, kan du melde dig ind her og tage til kamp på hjemme- og udebane med den officielle fanklub.

Foto: Getty Images