En tur rundt om SC Braga og portugisisk fodbold

05.08.2019 15:25

På torsdag gælder det SC Braga på Brøndby Stadion kl.18:30 i den første kamp i tredje kvalifikationsrunde til Europa League. Fokus i den sportslige sektor er derfor på den kommende modstander, og her fortæller fodbolddirektør Carsten V. Jensen om sine tanker om modstanderen og kampen på torsdag.
 
- Der er ingen tvivl om, at SC Braga er en svær modstander, der er et par niveauer over finske Inter Turku og polske Lechia Gdansk. For hver kvalifikationsrunde vi spiller os videre, jo sværere bliver det, men jo tættere kommer vi samtidig på et gruppespil. Kampen på torsdag vil derfor blive en stor test, men kan trænerteamet, holdet og fansene på tribunerne genskabe den gnist og atmosfære, vi oplevede i torsdags mod Lechia Gdansk, så tror jeg på, at vi kan skabe endnu en stor europæisk aften på Brøndby Stadion, fortæller Carsten V. Jensen.
 
Svære at spejde
Chefanalytiker Mathias Borst har allerede kigget SC Braga efter i kortene, selvom det ikke har været den nemmeste opgave for analyseholdet.

- Det har faktisk været lidt sværere end normalt at researche modstanderen, da SC Braga lidt uortodokst har spillet en række af deres træningskampe uden rygnumre, og i pauserne har de skiftet trøjer. Så det har været lidt af et puslespil, som vi har fået kortlagt, men vi har nu et klart billede af, hvordan de griber deres kampe an.

- SC Braga minder om FC Nordsjælland i deres udtryk. De spiller 4-3-3 med bolden, og mod bolden spiller de 4-4-2. De spiller med meget boldbesiddelse og med stor individuel teknisk kvalitet i holdet med hovedsagligt portugisiske og brasilianske spillere, der foretrækker hurtige, små afleveringer fremfor lange bolde.
 
Også chefscout John Møller kender portugisisk fodbold godt efter at have fulgt det i en årrække.

- Jeg følger i sagens natur en lang række ligaer og heriblandt også Portugals, dog er det reserveholdene (B-holdene) i Portugal, jeg kender bedst. Reserveholdene spiller i den næstbedste portugisiske række, og det var blandt andet der, Hany Mukhtar i sin tid spillede for Benfica B. Selvom der er en række reservehold i den næstbedste række i Portugal, så har holdene altså et tårnhøjt niveau. Alene det at Hany rendte rundt og spillede på Benficas reservehold, viser lidt om hvor højt niveauet er dernede.

- De salg, der har været ud af den portugisiske liga, viser også lidt om ligaens kvalitet. Det er nogle meget voldsomme beløb der bliver solgt for. Seneste eksempel er 19-årige João Félix fra Benfica, som er blevet solgt for 940 millioner kroner til Atletico Madrid. I forskellige træningsturneringer, på blandt andet La Manga, så er det altid de portugisiske ungdomslandshold, der fanger øjet, fordi de har nogle typer, som er hurtige, gode på bolden og kan drible. De er altid garanti for et teknisk meget højt niveau, da de allerede som børn træner i andre færdigheder med bolden, end vi gør her i Skandinavien, hvor det hurtigt handler om struktur og organisering.
 
Følg med resten af ugen, hvor vi blandt hører Simon Hedlund og Josip Radosevic om kampen på torsdag, ligesom vi også bringer cheftræner Niels Frederiksens tanker om SC Braga, og hvordan man har tænkt sig at gribe kampen an taktisk.

Har du endnu ikke sikret dig billet til endnu en europæisk aften på Brøndby Stadion, kan du gøre det lige her.

Foto: Getty Images