Wilczek: Jeg er så stolt af holdet

01.08.2019 23:05

- Vi fortjente den her sejr. Jeg er så stolt af holdet, for vi kæmpede hele kampen, men vi spillede også rigtig godt i store perioder af kampen, lød det fra en glad anfører Kamil Wilczek.

Men Kamil Wilczek var også begejstret for måden sejren på 4-1 over Lechia Gdansk kom i hus på.

- I en del kampe har vi mange gange været tæt på at skabe de helt store chancer, men lige manglet det sidste. I dag skulle vi have lukket kampen i ordinær tid. Vi rammer overliggeren og stolpen to gange, og alligevel scorer vi fire mål.

- Så i dag lykkedes vi med at skabe de store chancer, og vi skabte en rigtig god kamp for vores fans også. De skubber os fremad, så jeg vil gerne sende en stor tak til alle på stadion i dag, sagde Wilczek efter kampen.

Foto: Getty Images