Niels Frederiksen: Vil gerne være endnu mere dynamiske

27.07.2019 13:30

I morgen gæster OB Brøndby Stadion i sæsonens tredje runde i 3F Superligaen, og cheftræner Niels Frederiksen fortæller her, hvad man blandt andet arbejder med på træningsbanen.

- Vi har mange kampe for øjeblikket, så der er meget information, spillerne skal forholde sig til på daglig basis. Så for os i trænerteamet er det naturligvis en balance for, hvor meget vi skal justere på fra kamp til kamp og hvor meget, vi skal fokusere på os selv som hold. Vi har jo en klar måde at spille på, som vi altid tager udgangspunkt i, og som vi til hver træning arbejder på at bygge op i holdet, men vi må heller ikke være naive for det modstanderen er gode til.

- Så selv om vi ved, hvad vi kan, og hvad vi vil, så justerer vi små ting til hver kamp. Vi vil gerne være endnu mere dynamiske, og derfor arbejder vi blandt andet på, at spillerne skal blive bedre til at se mulighederne inde på banen. Hvis der sker noget, som vi ikke havde forventet, eller der opstår et uventet rum i banen, så skal vi ikke afvente, men bruge muligheden til hurtigt at justere og udnytte situationen ved at tale sammen inde på banen, og på den måde gøre hinanden mere dynamisk som hold.

Til kampen mod OB må midterforsvarer Paulus Arajuuri sidder over med karantæne. Niels Frederiksen ser flere forskellige muligheder, men har endnu ikke lagt sig fast på opstillingen i morgen.

- Når det er, som det er, så er det i princippet egentlig ok, at Paulus får en pause med sin karantæne. Paulus spillede 90 minutter i forgårs mod Lechia Gdansk, og med de mange kampe for øjeblikket, så havde det nok ikke været helt utænkeligt, at vi havde givet Paulus en pause i morgen alligevel. Vi har flere forskellige forsvarsmuligheder, som vi kigger på, men vi har endnu ikke lagt os fast på, hvilken konstellation vi stiller med i forsvaret.

- OB er et godt hold, men vi skal ud og vinde, så vi kommer til at stille med et slagkraftigt hold, hvor vi ikke kommer til at spare på nogle spillere, blot fordi vi har endnu en vigtig Europa League-kamp på torsdag. OB spillede en fin kamp mod Lyngby, som jeg selv var ovre og se. OB er et modent hold, som er godt sammensat med mange Superliga-kampe under bæltet, og et trænerteam der ved, hvad de vil, så det er ikke tilfældigt, at de havde en god sæson sidste år.

Du kan købe din billet til OB-kampen her, hvis du ikke allerede har købt dig et sæsonkort.

Der er masser af aktiviteter til kampen under temaet Sommer på Vestegnen, og du kan læse mere om programmet for både Fanzonen og Familie Loungen her.

Foto: Getty Images