Kasper Fisker: Vi skal have kvalitet med bolden

25.07.2019 13:00

I aften spiller Brøndby IF første opgør af to i Europa League-kvalifikationens anden runde, når vi møder polske Lechia Gdansk. Polakkerne er kendt for at være meget defensivt struktureret og spille på farlige omstillinger. Det er to ting, Kasper Fisker har bidt mærke i, men han har også løsningen til, hvordan de blågule skal håndtere det.

- Vi skal have kvalitet med bolden og i restforsvaret. Hvis de stiller sig dybt, som vi har hørt, at de kan finde på, så minder det rigtig meget om nogle hold fra Superligaen, bare med lidt højere kvalitet. Der har vi nogle gange haft problemer med omstillinger, især i forhold til vores restforsvar. Så det skal være de to ting, vi skal have fokus på – kvalitet med bolden, så vi ikke bliver ramt af kontraer, og hvis vi gør, så have styr på restforsvaret. Har vi kvalitet med bolden, så er det også den måde, vi får åbnet deres forsvar på, fortæller Kasper Fisker.

Onsdag aften offentliggjorde Lechia Gdansk deres hidtidige billetsalg, som lød på 24.000. Med under 24 timer igen kan det sagtens formodes, at det tal stiger endnu mere. Det bliver derfor noget af en kulisse, spillerne står overfor på Energa Stadion med plads til omkring 43.500 tilskuere.

- Der venter en fed kulisse. Det er vi heldigvis vant til på hjemmebane, hvor vi er så privilegeret at spille foran et energisk publikum. I morgen er det så bare på udebane, og det er vi ikke så vant til, så det har vi snakket om. Men derudover har vi selvfølgelig også snakket om de kvaliteter, de har, for ofte når man spiller i Europa, så kender man ikke spillerne eller klubben. 

- Vi skal fokusere på at spille frit, men vi har naturligvis gennemgået al den brugbare information om Lechia Gdansk, vi har fået. Så vi føler, at vi er forberedte til kampen, så er resten op til hvad der sker på banen, når startfløjtet lyder, fortæller midtbanespilleren.

Udekampen mod Lechia Gdansk starter kl. 19:00, og du kan se opgøret på 6’eren.