CV: Man skal være klog i Europa

22.07.2019 16:00

På torsdag spilles første opgør i anden runde i Europa League-kvalifikationen, og her venter polske Lechia Gdansk. Fodbolddirektør Carsten V. Jensen ser frem til kampen og fremhæver, hvorfor Europa er vigtigt for Brøndby IF.
 
- Når man som klub taler om Europa, så er det med til at tegne den klub, man er. Man skal have en vis størrelse og ambitionsniveau, før man hver sæson taler om Europa, og for Brøndby IF er europæiske kampe med til at styrke vores identitet. Man må desværre konstatere, at vi igennem mange år ikke har spillet gruppespil, og vi har selvfølgelig alle et ønske om, at Brøndby IF igen spiller med i gruppespillet, som er der, hvor gevinsten og den store prestige er. Nu er vi i kvalifikationsrunderne, og der skal Brøndby som minimum være hvert år i min bog, og så skal vi arbejde hårdt for at komme så langt vi kan komme.
 
Fodbolddirektøren anser Lechia Gdansk som en svær modstander, men ser en fordel i at starte ude og slutte hjemme.
 
- Nu gælder det Lechia Gdansk på torsdag, og vi ser rigtig meget frem til kampen. I min bog er de en ligeværdig modstander, og de vil gøre alt, hvad de kan for at slå os ud. Når man møder en ligeværdig modstander, ligesom Lechia Gdansk, så mener jeg, at det er en lille fordel, at vi starter ude og slutter af hjemme. Men uanset modstander så skal man være klog i sin tilgang til europæiske kampe. Det handler om at anerkende, at der er andre elementer i spil i Europa end i Superligaen. Europa er bare noget helt andet end at møde de sædvanlige Superligahold, som man kender ud og ind, og hvor man ved, hvor meget risiko man kan tage i sit spil. Man kan scoute og være velforberedt, men der er bare langt flere ubekendte faktorer, der spiller ind i Europa.
 
- Al vores fokus er nu på Lechia Gdansk-kampen på torsdag, men jeg har da bemærket, at hvis og såfremt vi skulle gå videre fra anden runde, så hedder modstanderen portugisiske Braga i tredje kvalifikationsrunde. Det er selvfølgelig en stor mundfuld, men når man møder en formodet stærkere modstander, så er det ikke dumt, at vi starter hjemme først og holde marginen lille på hjemmebane, så man kan tage på udebane i returopgøret og spille sin chance for en overraskelse. Det er jo set før i Brøndby-historien, at vi kan overraske. Men som sagt så handler det for os lige nu først og fremmest kun om det første opgør mod Lechia Gdansk på torsdag, hvor vi gerne skulle have et godt resultat med hjem.
 
Kampen mod Lechia Gdansk spilles på torsdag kl.19:00 og vises på 6’eren. Planlægger du at støtte holdet i Polen, kan du læse vigtig information om billetsalget her.

Foto: Getty Images