Norske Tobias Børkeeiet skifter til Brøndby IF

05.07.2019 15:30

Efter et veloverstået lægetjek skifter 20-årige Tobias Børkeeiet fra Stabæk til Brøndby IF på en 5-årig kontrakt. Til trods for sine kun 20 år, så er den unge defensive midtbanespiller fast mand på det norske U21-landshold ligesom han allerede har spillet mange kampe for Stabæk i den bedste norske række. Og sportsdirektør Ebbe Sand er der heller ikke bleg for at rose den nye Brøndby-spiller.  

- Vi har fulgt Tobias tæt igennem meget lang tid, så det er med stor glæde, at det er lykkedes at få tilknyttet Tobias i stærk konkurrence med en række udenlandske klubber. Vi har set ham spille i en lang række kampe, hvor han gang på gang har imponeret os med sin teknik og et fantastisk overblik, og trods sine kun 20 år, så tager han de rigtige beslutninger uanset hvor presset han er blevet af modstanderen. Den modenhed i så ung en alder gør at vi har været meget opsatte på at få Tobias tilknyttet og vi er glade for Tobias kunne se sig selv som en del af Brøndby IF.

Tobias Børkeeiet får trøje nummer 42, og sportsdirektør Ebbe Sand ser ikke bare en spiller med et stort potentiale, men også en spiller som her og nu kan tilføre truppen en række kvaliteter.

- Tobias vil tilføre os en række kvaliteter her og nu, og så har han et kæmpe stort potentiale, som vi i fællesskab skal udvikle over de kommende sæsoner. Derfor er en 5-årig kontrakt ideel for ham og for os. Han er som sagt meget moden i sit spil og er en strateg på den centrale midtbane, hvor han er er dygtig både i det korte og lange pasningsspil. Han fungerer bedst som 6’er, hvor han kan bryde spillet og sætte sine holdkammerater foran sig i scene. Endvidere tilfører han fysik i form af sin størrelse og højde på 1,89m. Så vi er utroligt tilfredse med at Tobias nu er Brøndby-spiller.

Efter veloverstået lægecheck er Tobias nu rejst tilbage til Norge og kommer retur mandag aften klar til sin første træning i Brøndby tirsdag morgen.