Velkommen hjem til Rezan Corlu
21.06.2019 13:45
Vi har i dag indgået en 3-årig aftale med Rezan Corlu, der vender hjem til Brøndby IF to år efter skiftet til AS Roma. Den første sæson i sin nye aftale får Rezan Corlu dog endnu en hjemkomst, da han lejes ud til Lyngby BK, hvor han har spillet det seneste år.
- Vi har fulgt Rezan under opholdet i Lyngby, hvor vi har kunnet se en helt anden spiller end den Rezan Corlu, der forlod os for to år siden. Og det er en spiller, der passer ind i vores strategi med sultne, unge Brøndby-talenter, der gerne vil spille offensiv presfodbold og ikke er bange for at arbejde hårdt for at nå deres mål.
- Han har udviklet sig meget som både spiller og person, og i Lyngby har han leveret mange gode præstationer. Han var en del af Lyngbys oprykning til Superligaen. Lyngby har været meget interesseret i at have Rezan med i første sæson efter deres tilbagevenden til Superligaen, og samtidig giver det Rezan masser af spilletid og mulighed for at udvikle sig endnu mere på det højeste niveau i Danmark, fortæller sportsdirektør Ebbe Sand.
Rezan Corlu glæder sig over at være hjemme i Brøndby IF, men han ser også frem til at udvikle sig yderligere i den kommende sæson i Lyngby BK.
- Jeg har spillet i Brøndby IF, siden jeg var fire år, så det er som at komme hjem. Jeg har altid sagt, at Brøndby IF er mit andet hjem, så jeg er både stolt og glad i dag.
- Under min tid i Roma fik jeg trænet med nogle af de bedste spillere i verden, og jeg fik lært og prøvet på egen krop, hvad det kræver, og hvor hurtigt man skal tænke, spille og reagere, hvis man vil være med på det niveau. Under mit ophold i Lyngby har jeg spillet i en hård og spændende 1. division, og det hele har været med til at modne og udvikle mig som spiller. Nu skal jeg lægge endnu mere på mit spil i den kommende sæson i Lyngby og spille Superliga-fodbold, lyder det fra Rezan Corlu.