Peter Bjur – Skal skrive sin egen historie

17.06.2019 09:18

Ja, der er en kæmpe elefant i rummet. Måske nærmere i sofaen lige ved siden af den 19-årige dreng, der om to dage starter sit liv som professionel fodboldspiller. Han hedder Peter. Drengen. Efternavnet er Bjur. Det er her, elefanten kommer ind i billedet. Peter er nemlig søn af Ole. Dén Ole.

Modsat andre fodboldspillere har Peter ikke noget imod at blive sammenlignet med sin far og den karriere, han havde. Måske fordi det ikke sker så tit. Måske fordi for Peter er hans far et forbillede - også uden for banen.

- Han har opnået så meget i Brøndby IF som fodboldspiller, så det ville da være lidt mærkeligt, hvis jeg som fodboldspiller og Brøndby-fan ikke ser op til en spiller som ham – uagtet at han er min far. Jeg er ikke blevet sammenlignet med ham så tit, men de seneste år har jeg tænkt meget over, at det kunne være sjovt at opnå noget af det, han opnåede som fodboldspiller her i klubben. Men jeg skal skrive min egen historie i Brøndby og gøre tingene på min måde.

Ja, han har stået på stadion. Ja, han er Vestegnsdreng. Ja, han er Brøndby-fan. Opvokset i Rødovre og med tætte bånd til Drengene fra Vestegnen gennem sin fars bånd til klubben som både spiller og senere sportsdirektør. De seneste to år har han selv trukket den gule trøje over hovedet på U19 i Brøndby Masterclass, og fra onsdag er det som en del Superliga-truppen.

Mange af spillerne i Brøndby Masterclass har spillet i Brøndby IF i mange år, men for Peter Bjur kom skiftet til Brøndby i en sen alder. Ikke i mangel af evner, men nok mere som et udslag af en lyst til at være sammen med vennerne på fodboldbanen. Ikke at det skal forveksles med manglende ambitioner, for så tager man fejl af Peter Bjur.

- Da jeg var lille, spillede alle mine venner i Avarta, så det var naturligt for mig at gå med den vej. Jeg ville gerne gå til fodbold med dem, jeg legede med, og derfor blev det Avarta. Der var jeg i mange år, inden jeg godt kunne mærke, at jeg var klar til at tage et skridt op på et højere niveau, og der var B93 en god mulighed for mig. Der udviklede jeg mig meget, og som U17 fik jeg også debut på deres førstehold i Parken mod FCK i pokalturneringen.

- I slutningen af mit andet år på U17 kom Brøndby IF så ind i billedet, og det var egentlig ikke en særlig svær beslutning, for inderst inde havde jeg altid drømt om at spille for klubben. Nu var det pludselig en mulighed, og der brugte jeg selvfølgelig en del tid på at tale med min far om de muligheder, der ville være i sådan et skifte.

På banen er Peter Bjur en spiller, man aldrig er i tvivl om, hvor er. Masser af attitude og masser af tro på egne evner.

Uden for banen er Peter Bjur en stille person. Lidt genert, lidt tilbageholdene og meget langt fra den spiller, han bliver til, når han snører fodboldstøvlerne.

De to sider af sig selv er han udmærket klar over – og helt afklaret med.

- Jeg har altid været lidt indadvendt. Jeg tror bare, det ligger naturligt for mig. Jeg har ikke de store armbevægelser og kan godt lide at se folk lidt an. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra, men det passer mig fint. Men på banen er det anderledes. Jeg elsker at spille fodbold. Jeg elsker alt ved det, og jeg tror, det er derfor, at det kommer så meget til udtryk.

- Udfordringerne i en-mod-en. Spillet med bolden. Pasningerne. Det er mine styrker, og jeg er en offensiv spiller. Derfor skulle jeg også lige vænne mig lidt til den nye stil og måde at spille på, som vi spiller i Brøndby IF. Der har jeg også været med på 8’eren på midtbanen, for jeg så har arbejdet på at styrke mit defensive spil og bygge noget mere fysik på, at så jeg har at komme med i nærkampene.

Det hårde arbejde har som bekendt båret frugt, men det har ikke været uden bump på vejen. Da han skiftede fra B93 til Brøndby IF, var det på en 3-årig kontrakt, men selv om den rakte et år ind i seniortiden, og planen var, at det var med udsigt til en plads i Superliga-truppen, så var intet givet på forhånd. Skaderne meldte nemlig sin ankomst.

- I min udvikling er jeg nået langt, siden jeg kom til klubben, men jeg er ikke kommet så langt, som jeg kunne og gerne ville have været. Jeg er blevet ramt af nogle forskellige skader, der har sat mig lidt tilbage i perioder. Men jeg har trænet med Superliga-truppen ind imellem og spillet kampe i Reserveligaen, så jeg har hele tiden haft troen på tingene.

- Alligevel var det en lettelse at få at vide, at jeg skulle rykke op i Superliga-truppen, da jeg fik den endelige besked i løbet af foråret. Nu glæder jeg mig bare til at komme i gang, og der er helt sikkert sommerfugle i maven, men sådan skal det også være.

I løbet af sommeren bliver Peter Bjur student, og han glæder sig til at få huen på – og af igen.

- Nu har jeg kigget ned i bøger i 14 år, så det bliver rart at smide dem væk og kun tænke på fodbolden. Sådan bliver det i hvert fald nu. Så kan det være, at der kommer noget andet ind på et senere tidspunkt, men lige nu skal jeg have en pause fra at læse.

- Jeg har egentlig altid klaret mig godt i skolen, og fra både min mor, min far og min søster har det været tydeligt, at skolen var vigtig. Der skulle være noget at arbejde videre ud fra, hvis nu fodbolden ikke gik, som jeg gik og håbede på og drømte om. Det er ikke det samme som at sige, at jeg har nået mine mål. Jeg har nået ét af mine mål. Nu skal jeg overbevise trænerne om, at jeg er god nok til at får nogle minutter her og der – at få dem til at tænke at jeg kunne være en god mand at skifte ind. Jeg tager den derfra, og når det så er sket, kommer næste mål. Jeg ved, at jeg nu skal spille med nogle af de bedste spillere i Superligaen, men føler mig 100 procent klar til opgaven.


Foto: Getty Images

Målene for sig selv taler han meget med sin far om. I det hele taget taler han meget fodbold med sin far. Ikke kun sig egen karriere, men fodbold generelt. Det er noget, der binder de to generationer Bjur stærkt sammen. Og fremover skal de også dele en oplevelse af førsteholdsfodbold i Brøndby IF.

- Lige så længe jeg kan huske, har vi talt om fodbold, spillet fodbold og bare delt fodbold sammen. Han har aldrig pacet mig, men han har været der og hjulpet mig. Og i de senere år, hvor det begyndte at se ud, som om at jeg måske kunne drive det til noget, har jeg selvfølgelig trukket meget på ham. Det er jo kun en fordel at blive inspireret af den karriere, han har haft.

Nu skal Peter Bjur skabe sig sin egen karriere i Brøndby IF. Og han har ikke noget i mod at gå i sin fars fodspor.

- Nej, det ville være stort at opnå nogle af de samme ting, som han gjorde - men jeg skal gøre det på min egen måde.

Foto: Getty Images