6. JUNI 2019 kl. 11:15
Anton Skipper – den stille leder

Han er det nyeste ansigt i Superliga-truppen, men på trods af sin status som spiller på det bedste mandskab i Brøndby IF, er der stille omkring Anton Skipper Hendriksen. Skipper, som han bare kaldes, er ofte alene. Det er langt fra det samme som ensom, for han trives godt i sit eget selskab. Han finder ro og nyder freden, men engang i mellem bryder han ud og hygger sig med grin og holdkammerater.

- Når jeg trænger til at have det sjovt og grine, så er jeg sammen med blandt andet Luke Singh. Han er en sjov fyr, men jeg er meget alene. Jeg kan godt lide at være alene og tænke over tingene. Jeg har egentlig altid været tilpas, når der ikke var andre omkring mig, og jeg kan koncentrere mig om de ting, jeg synes er vigtige.

- Jeg tror, det kommer tilbage fra min tid i skolen, hvor jeg sprang anden klasse over. Jeg kom til at gå i klasse med nogle, der var et år ældre end mig, og derfor blev jeg aldrig valgt først til fodbold osv. Jeg blev ikke valgt sidst, men at være god til noget og alligevel ikke blive valgt først betød alligevel noget. Det vækkede noget i mig. Det var også der, i 11-12 års-alderen, at jeg besluttede at gå all in på fodbolden for at vise dem, at jeg kunne være nummer ét til noget. Og jeg begyndte i de senere år at tage lidt afstand til noget af det sociale som fester, hvor nogle begyndte at drikke og ryge. Der fokuserede jeg på fodbolden, og det jeg ville nå med den.

Han taler stille. Uden de store armbevægelser og når ordene forlader hans mund, er der tænkt over dem. Han er ikke forsagt, men velovervejet. Han er ikke kedelig, han er rolig.

Skipper er vokset op på Vestegnen, selv om det meste af hans familie er fra Lolland. Han har spillet fodbold, siden han var fire år gammel – og er kommet på Brøndby Stadion med sin far hele livet.

Rejsen i Brøndby IF begyndte for alvor i U13-tiden, hvor han kom tilbage til klubben efter en afstikker til Hvidovre. Det var ikke planen at have nogle år væk fra Brøndby IF, men nogle ting uden for banen gjorde det til en nødvendighed. Hjertet var dog hele tiden i klubben, og da han kom hjem til sin klub, begyndte det hele at tage fart.

Tidligt viste han sig som en leder, og på mange af sine hold i klubben og på ungdomslandsholdene har han taget den rolle til sig. Måske fordi det modnede ham tidligt at springe et klassetrin over. Det gik godt fagligt, det gik godt til fodbold. Han var – og er stadig – en selvsikker og selvbevidst ung mand.

- Der har altid siddet et godt hoved på mig, så det har altid faldet mig naturligt at indtage en lederrolle. Jeg ved ikke, om man kan sige, at min tidlige start i Brøndby IF har været med til at indstille klubbens værdier i mig, for det, tror jeg, kom hjemmefra – det var mere et rigtig godt match af værdier. Derfor var jeg ikke bange for at tage et ansvar for at opdrage lidt på mine holdkammerater eller tage mig af nye spillere og hjælpe dem på vej og med at falde til. Jeg er kommet her i klubben altid, så jeg følte, at jeg havde et vist ansvar for, at man opførte sig ordentlig i forhold til klubbens værdier. Specielt i forhold til de spillere, der kom udefra.

Det er en rolle, som Skipper nu kan se andre tage i Superliga-truppen. Nu er han selv en af de unge, en af dem, der skal kunne læne sig op ad de ældre og mere erfarne spillere i truppen. Det gør han gerne, men han er også bevidst om ikke at give afkald på, hvem han selv er som person og spiller.

Fodbolden er nu blevet en levevej, og det har været et mål at komme i Superliga-truppen i Brøndby IF – at kunne kalde sig selv fuldtidsprofessionel. Det har han kunnet det sidste halve år, og det har modnet ham endnu mere, men det er også vigtigt for Skipper at understrege, at selv om han har nået ét mål, så er det kun et delmål. Der er masser af arbejde forude.

- Det var en speciel dag, da jeg fik min kontrakt, og det blev klart, at jeg skulle være med i Superliga-truppen. Men jeg tror ikke rigtig, at det gik op for mig med det samme, hvor stort det var. Jeg havde trænet med i perioder og kendte lidt til truppen og trænerne, men da jeg første gang var med i kamptruppen og skulle sidde på bænken, skete der noget. Da vi løb ud på banen for at varme op, var det vildt at tænke på, at dem man havde stået sammen med på stadion altid, skulle man nu ud og spille foran sammen med dem, man altid har set op til og heppet på. Det har krævet lidt tilvænning, men jeg synes, det er superfedt.

- Men det var selvfølgelig også et skifte i hverdagen. Fra at omgås jævnaldrene, der så mange ting på samme måde og grinte af de samme ting, så var jeg pludselig sammen med voksne og ældre spillere. Det ændrer også på de ting, der bliver talt om i omklædningsrummet, og det gik lige så stille op for mig, at det for alvor er et arbejde. Jeg kan godt mærke, at jeg er en af de unge, men jeg mærker det mere nu, hvor jeg er en fast del af truppen, end da jeg var oppe og træne med som ungdomsspiller. Der var alle rigtig gode til at tage imod mig og sørge for, at jeg fik en god start, men nu hvor man er rykket fast i truppen, får man lov til at høre lidt mere for at være en af de unge. Det er blandt andet som at starte i midten, når vi spiller kant, skal bære ting og så videre.

Opbakningen har aldrig manglet fra forældrene, men typisk Skipper og atypisk de fleste andre lod han ikke sine forældre blive for stor en del af fodbolden. Det var hans eget. Det var hans frirum, hans projekt.

- Jeg har aldrig talt så meget fodbold med mine forældre. Jeg prøver at lade være med at gøre dem til en stor del af det. De har altid støttet mig, været der for mig og spurgt ind til mig. De har altid været der så meget, som jeg har givet dem mulighed for at være – og de har nok gerne villet være der mere, end jeg har givet dem lov til.

- Jeg tænker ikke så meget over, hvor meget jeg har opnået indtil videre. Jeg bliver tit spurgt, om jeg ikke er stolt over det, jeg har opnået, men jeg fokuserer ikke så meget på det, jeg har nået. Jeg kigger mere på det, jeg skal gøre i morgen for at blive bedre. Jeg føler ikke, jeg har nået noget endnu, men det er lidt som med en stige, hvor jeg kun har taget det første skridt op ad den. Jeg vil gerne op øverst på stigen.

En af de ting, Skipper arbejder meget på p.t., er at finde tilbage i den lederrolle, han har det så godt i. Og det er lidt af en udfordring som en af de nyeste og yngste i truppen.

- Der er en anførergruppe i truppen og mange erfarne spillere, så det er svært at tage en lederrolle. Måske kan jeg være det for nogle af de andre unge, der kommer op i truppen, men lige nu handler det for mig mest om at turde være mig selv – selv om der måske ikke er plads til det – og finde min plads i truppen.

- Sportsligt er det at arbejde på at være klar den dag, jeg får chancen. Jeg føler, at jeg kan være med til træning, selv om man godt kan se i nogle aspekter, at der er mange andre med mere erfaring og så videre, men med min ærgerrighed og de tanker, jeg allerede har gjort mig, er jeg sikker på, jeg nok skal klare det. Jeg er tålmodig og alligevel ikke. Jeg er tålmodig i forhold til, at tingene ikke behøver at komme med det samme. Om det kommer om et år eller om tre år er for mig lidt ligegyldigt, men omvendt når jeg nu er her, så vil jeg også gerne have chancen. Nogle gange kan man måske godt glemme, at man er en af de unge, og at det er svært at gå ind i en startopstilling i Brøndby IF og være med til at bære holdet, selv om det er det, man har lyst til. Der er det godt lige at huske på, at tingene kommer lidt langsommere nogle gange, og at man bare skal blive ved med at klø på.

Lige nu står den på sommerferie for truppen. For Skipper betyder det endnu mere tid til at tænke fodboldtanker. Og når han møder ind igen sammen med resten ag holdet, skal han klø på.