Tørnes tilbage i Brøndby-trøjen
03.06.2019 10:00
På en kontrakt gældende for den kommende sæson får vi et gensyn med en gammel kending, der igen skal trække i Brøndby-trøjen. Michael Tørnes er nemlig hentet ind som backup for Marvin Schwäbe.
- Marvin er en ung målmand, der stadig udvikler sig og i sin første sæson for os, som netop er overstået, startede han stærkt, men faldt så i niveau sammen med resten af holdet. Marvin viste dog stor karakter og spillede sig op – og specielt i Mesterskabsspillet har han vist den klasse, han har og det store potentiale, han besidder. Derfor er der ingen tvivl om, at Marvin er vores førstevalg i målet i den kommende sæson. Men vi har som bekendt sagt farvel til vores reservemålmand Benjamin Bellot, og det er den rolle, som Tørnes kommer til at udfylde.
- Til træning skal Tørnes presse Marvin yderligere og være med til at styrke vores målmandsteam, som også unge Mads Hermansen er en del af. Michael Tørnes kender klubben og ved, hvad det kræver af indstilling til træning og eventuelle kampe, så vi ser frem til en samlet og stærk målmandsgruppe, lyder det fra sportsdirektør Ebbe Sand.
33-årige Michael Tørnes har tidligere spillet 82 officielle kampe for Brøndby IF.