Selskabsmeddelelse nr. 10/2019 - Delårsrapport 1. kvartal 2019

21.05.2019 08:33

BRØNDBYERNES I.F FODBOLD A/S

Cvr.nr. 83 93 34 10

 

Brøndby, den 21. maj 2019

SELSKABSMEDDELELSE NR. 10/2019

 

Delårsrapport 1. kvartal 2019 for perioden 1. januar - 31. marts 2019

Resumé

  • Brøndby IF’s nettoomsætning udgør i årets første tre måneder 32,5 mio. kr. (32,0 mio. kr. i perioden 1. januar til 31. marts 2018), hvilket er en stigning på 1,7 % i forhold til sidste år.
     
  • Indtægterne fra partnere og sponsorer er i dette kvartal steget til 16,9 mio. kr. Stigningen udgør 18,7 %. (2018: 14,3 mio. kr.). Omsætningsfremgangen skyldes en fortsat forøgelse af indtægter fra hovedparten af sponsorkategorierne.
     
  • Entre- og TV-indtægter udgør 9,1 mio. kr. i 1. kvartal 2019, svarende til et fald på 22,5 % i forhold til samme periode sidste år (2018: 11,8 mio. kr.). Faldet skyldes faldende TV-indtægter grundet de sportslige resultater, der i 1. kvartal 2019 har været dårligere end i 1. kvartal 2018.
     
  • Omkostningerne i 1. kvartal 2019 er steget med 30,5 % til 48,7 mio. kr. (2018: 37,3 mio. kr.), hvilket skyldes en generel stigning i selskabets omkostninger. Størstedelen af stigningen kan dog henføres til personaleomkostninger, som er øget grundet de investeringer der blev foretaget i Superligatruppen i sommeren 2018.
     
  • Som en effekt af ovenstående er resultat før transferaktiviteter, finansielle poster og skat i 1. kvartal 2019 negativt med 16,2 mio. kr. (2018: -5,3 mio. kr.).
     
  • Resultat før skat udgør et underskud på 24,8 mio. kr. i 1. kvartal 2019 (2018: -9,4 mio. kr.).
     
  • Superligasæsonen 2018/19 er tæt på sin afslutning med en placering til Brøndby IF som nr. 5 i Superligaen. Stillingen i Superligaen betyder, at Brøndby IF ikke kan opfylde sin målsætning om en placering i top 3 af Superligaen i sæsonen 2018/19.
     
  • Brøndby IF har, som omtalt i selskabsmeddelelse 01/2019, tidligere forventet at gennemføre en emission senest med udgangen af juni 2019. Bestyrelse og direktionen har over de seneste uger drøftet timingen af emissionen, og set i lyset af, at der endnu ikke er ansat en cheftræner for den kommende sæson og at der forestår et væsentligt transfervindue den kommende sommer, har bestyrelsen besluttet at udskyde gennemførelsen af emissionen til 2. halvår 2019.
     

Forventninger til 2019

  • Brøndby IF forventer lidt lavere indtægter i 1. halvår 2019 end budgetteret, da de sportslige resultater ikke har været på niveau med det forventede, ligesom Brøndby IF justerer sine forventninger til gevinsten ved salg af spillere i det kommende sommer transfervindue, således at der nu forventes en transfergevinst på 17 mio. kr. mod en tidligere forventet transfergevinst på 44 mio. kr., som følge af en optimering af Superligatruppen og i den forbindelse revurdering af potentielle salgsemner.
     
  • Det betyder, at Brøndby IF forventer et resultat før skat for 2019 i niveauet -40 mio. kr. til -50 mio. kr., hvor der tidligere var forventet et resultat før skat i niveauet -10 mio. kr. til -20 mio. kr.
     
  • De nye forventninger er baseret på følgende væsentlige sportslige ambition:

At Brøndby IF er placeret i top 3 af Superligaen i 2. halvår 2019

At Brøndby IF kan realisere en transfergevinst i niveauet 17 mio. kr. i sommerens transfervindue.

 

Du kan se hele meddelelsen som pdf her.

 

Med venlig hilsen

Brøndby IF

Jesper Jørgensen
Administrerende direktør


Information
Yderligere information om denne meddelelse kan fås hos administrerende direktør Jesper Jørgensen på telefon 43 63 08 10.