Peter Bjur: Nu begynder det hårde arbejde

21.05.2019 15:35

U19-tiden er ved at slutte for Peter Bjur, der sammen med Mads Hermansen og Jesper ’Jobbe’ Lindstrøm rykker op i Superliga-truppen til sommer.

Her starter eventyret som fuldtids-prof, men Peter Bjur er udmærket klar over, at det liv ikke er en dans på roser som ungt talent.

- Det er nu, det hårde arbejde for alvor begynder. Jeg ved, det bliver rigtig hårdt, men det bliver også godt. Jeg glæder mig til at lære en masse, udvikle mig endnu mere og lære truppen og folkene omkring endnu bedre at kende.

- Jeg har trænet med i perioder, men det bliver noget andet at blive en del af det som hverdag, fortæller offensivspilleren, der allerede har sat sig sine mål som Brøndby-spiller.

- Mit første mål er at få vist mig frem til træning og gribe chancen, når jeg får den. Jeg drømmer selvfølgelig om Superliga-debut, og når jeg har fået det, vil jeg forsøge at bide mig fast på holdet, understreger 19-årige Peter Bjur.