Tibbling om FC Nordsjælland: Vi er begge offensive hold

13.05.2019 08:05

- Det er altid sjovt at møde FC Nordsjælland. De er et godt hold med bolden. De spiller med et højt pres og meget offensiv fodbold, og minder på nogle områder om den måde, vi selv spiller på. Vi er begge offensive hold, og derfor bliver det ofte kampe med mange mål, når vi møder hinanden, siger Simon Tibbling, der glæder sig til kampen i aften, for møderne med FC Nordsjælland er sjove at spille.

- Selvfølgelig er kampene mod FC Nordsjælland sjove, for det er kampe med mange chancer, omstillinger og angrebsfodbold i højt tempo. Det giver mange interessante situationer i kampene.

Hvis man tror, at spillertruppen allerede har blikket rettet mod pokalfinalen på fredag, så tager man fejl. Det vil Tibbling gerne sætte en tyk streg under.

- Det er kun denne her kamp, der gælder lige nu. Superligaen er altid vigtig for os. Det er en hjemmekamp, og det er vigtigt for os at være gode på Brøndby Stadion, så i de her dage har vi kun tænkt på kampen i aften. Vi ved, at pokalkampen ligger og venter, men lige nu er det kampen mod FC Nordsjælland, der er den vigtige.

- Hvis vi kan tage en sejr med os ind i pokalfinalen på fredag, vil det være et godt afsæt. Det betyder meget, at kunne gå ind til den kamp med en god følelse, så derfor skal vi have en god præstation og et godt resultat mod FC Nordsjælland.

Der er kickoff på Brøndby Stadion kl 19:00, og har du ikke allerede sæsonkort eller billet, kan du sikre dig en billet her.

Foto: Getty Images