Retov: Vil se stabilitet

21.04.2019 10:00

I morgen ruller Superliga-bolden endnu en gang, når vi på udebane møder FC Midtjylland. Kampen er den femte i Mesterskabsspillet, og så er det samtidig en duel mellem de to finalister i Sydbank Pokalen. 

Men cheftræner Martin Retov mener ikke, at kampen kan bruges som en direkte forberedelse til pokalfinalen. Fokus ligger på Superligaen, og så kan det fokus måske smitte af på finalen.

- Det handler for os om at sætte nogle gode resultater sammen for dels at få skrabet nogle point sammen og for komme ind i en god stime. Det er det, vi har brug for – også forud for pokalfinalen - og det må meget gerne starte i morgen, fortæller Retov, der efterlyser stabilitet hos Brøndby-mandskabet.

- Vores sæson har været kendetegnet meget ved, at vores præstationer har svinget for meget, og når vi har spillet en rigtig god kamp, ser vi en mindre god præstation umiddelbart efter. Så vi har savnet stabilitet, og det er også grunden til, at vi ikke spiller med i toppen, men jeg vil rigtig gerne se det her i slutningen af sæsonen.

Kampen i morgen er mod ligaens bedste hjemmehold, der endnu har første nederlag til gode. I de seneste to sæsoner har FCM faktisk kun tabt to kampe – til gengæld har det begge gange været mod morgendagens blågule modstander.

- FC Midtjylland er et rigtig godt hjemmehold, der vel har haft den bedste hjemmebanestatistik de seneste år, så det bliver en svær kamp – det må vi indrømme. Og vi har selvfølgelig ryggen mod muren efter kampen i Esbjerg, men jeg håber at se et hold med masser af vilje mod FCM.

- Vi ved, at det er nogle stærke drenge, de har til at løbe rundt i Herning, og vi ved også, at vi skal passe på deres dødbolde. Det er ikke noget nyt, og det er også nemmere sagt end gjort. Men der er ikke nogen, der er i tvivl om, hvad der kræves, så vi skal bare ud og give den fuld skrald.

Hvis du tror, at vi kan få alle tre point mod FCM, er der lige nu odds 4 at hente hos Betfair.

Der er kampstart kl. 18:00, og har du ikke sikret dig billet endnu, kan det klares her.