Simon Hedlund: Det er bare anderledes end i andre klubber

26.03.2019 15:30

Det er tidlig morgen på Brøndby Stadion, og der er et par timer til træningen starter, men i omklædningsrummet er der allerede fuld knald på. Mange af holdkammeraterne er mødt ind, og snakken og grinene flyder til et tungt beat, der brager ud af højtalerne.

Han kommer gående med en yoghurt i den ene hånd, så han kan få tanket kaffe med den anden. Stemmebåndet er allerede varmet op, men det skal lige smøres lidt ekstra. Ikke fordi det skal overdøve hverken beatet eller de højtsnakkende holdkammerater. Snakken om de første to og en halv måned tager vi oppe i en af loungerne, og det er en allerede stedkendt Simon Hedlund, der går forrest.

Blikket er rettet mod banen og mod Sydsiden. Han taler meget om, hvor velkommen han føler sig i klubben og har gjort det fra første dag.

- Det er bare anderledes end i andre klubber. Jeg blev på min første dag budt velkommen af mine nye holdkammerater, og flere af dem sagde ’fedt du er her’. Det overraskede mig, for det havde jeg ikke prøvet før. I f.eks. Union Berlin var det ikke det samme. Måske var det fordi, jeg var udlænding og ikke talte sproget flydende – måske var det noget andet. Jeg ved det ikke, men på trods af det var vi en lille gruppe, der talte meget sammen og fik opbygget nogle gode venskaber. Flere af dem taler jeg også stadig med.

- Her i Brøndby IF er det anderledes. Det er som om, at alle i truppen er venner. Alle kommer godt ud af det med hinanden, og jeg føler, at jeg kan gå ud og spise med dem alle sammen. Vi har det bare godt sammen. Med fansene får man også den samme varme velkomst. At få sin egen sang og blive kaldt ned til dem, når man løber på banen for at varme op. Det er svært at beskrive, men det føles fantastisk og samtidig bliver man nervøs første gang. Da jeg blev kaldt ned til dem i min første kamp, der var på udebane mod FC Nordsjælland, måtte jeg også spørge de andre, hvad jeg skulle gøre.

Fællesskabet med fansene har tydeligvis haft sin effekt på Simon Hedlund. Betydningen af deres opbakning kan mærkes, og selv om han ved, det lyder som en kliché, så lægger han vægt på at forklare, at det giver noget ekstra, som spillerne kan tage med ind på banen.

- Bare det at de kommer så tidligt og er på plads før vi begynder at varme op … Det er en imponerende følelse, når man løber ud på banen for at lave de sidste forberedelser til kampen. Det er ikke mange spillere forundt at have deres egen sang fra fansene. Det er noget, de største spillere i de store klubber opnår, men her gælder det for alle spillerne. Man kommer til at føle sig speciel. Man føler en lyst til at yde noget ekstra for de fans, og går ind til kampen med en tanke om ’nu skal jeg fandme vise dem, at jeg kan gøre mig fortjent til deres opbakning’.


Foto: Getty Images

Han har spist sin yoghurt og kaffen er ikke helt så varm længere. Ordene flyder fra den lille, svenske offensive fodboldspiller, der har masser at fortælle. Han virker som den pæne fyr. Den flinke fyr. Uden den spændende personlige kant. Men render man rundt med den opfattelse af Simon Hedlund, så har man gjort regning uden vært.

Der kan sagtens snige sig et kækt smil i øjnene, inden mundvigen også trækkes lidt op. Hovedet drejes en lille smule. Drengerøven ligger hele tiden på lur derinde – og sådan har det egentlig altid været med Simon Hedlund, der dog hurtigt blev voksen. Eller måske er voksen det forkerte ord. Han blev hurtigt meget selvstændig.

- Jeg har da lavet de drengestreger og den ballade, man skal som dreng. Der er blev kastet æg på huse og mange andre ting, men det hører jo med til at vokse op, gør det ikke? Og jeg kan stadig godt lide at lave lidt sjov. Det er vigtigt, at der er plads til den slags i et omklædningsrum. Det er med til at gøre hverdagen sjovere.

- Det var også med til at gøre hverdagen sjovere, da jeg flyttede hjemmefra som 16-årig. Jeg er vokset op i Trollhättan, og siden jeg kunne gå, spillede jeg fodbold med min storebror, der er to år ældre end mig. Jeg har elsket fodbold så længe, jeg kan huske, og jeg valgte i mine tidlige teenageår at satse på det i stedet for floorball (innebandy), som jeg eller også dyrkede på et seriøst plan. Som 16-årig flyttede jeg til Borås, hvor Elfborgs IF tilbød mig en mulighed, jeg ikke kunne sige nej til. Det betød også, at jeg skulle flytte hjemmefra. Jeg skiftede til et gymnasium i Borås og kom ind i en sportsklasse, hvor der også var tid til træning og fokus på udvikling både som elev og fodboldspiller. Men det er tidligt at flytte fra sine forældre, og meget hurtig stod jeg på egne ben og skulle selv have styr på alt fra at skemalægge min tid og de almindelige, daglige gøremål, som mine forældre altid havde hjulpet med.

Det var en omvæltning for den unge Simon Hedlund, men han lærte også, at hans forældre i det skjulte havde forberedt ham på, at han selv skulle kunne tage de rigtige beslutninger.

- De har aldrig presset mig ind i noget eller taget beslutninger på mine vegne. De har altid ladet mig gøre mine egne erfaringer, og så har de bakket mig op i mine valg. Det var en kæmpe styrke, da jeg pludselig stod alene i en ny by, en ny skole, en ny klub og med en masse nye mennesker omkring mig. Nu skulle jeg selv træffe alle beslutninger, men det gik op for mig, at det havde jeg egentlig altid gjort – bare med stor opbakning fra mine forældre, og den havde og har jeg stadig.

Hedlund er selv lige blevet far. Kæresten Sandra har været ved Simons side, siden han var 20, og rollen som forældre har ændret deres liv. Nu er det pludselig Simon i forældrerollen, der skal være med til at forme et andet menneske.

- Det var en helt vild oplevelse at blive far. Man har selvfølgelig kunne gå og forberede sig i ni måneder, men det rammer alligevel som et brag, når fødslen er overstået. Bang! Og så er man pludselig verdens lykkeligste menneske. Det var meget overvældende. I løbet af graviditeten har man en masse forestillinger om, hvordan man vil være som forælder, men det er ikke rigtig til at sætte sig ind i, hvordan det vil blive, og hvordan man vil være, før man står i situationen. Lige nu er der selvfølgelig ikke så meget opdragelse, og vi er stadig i den periode, hvor man sniger sig ind og bare står og kigger på ham, mens hans sover. Og om natten tror jeg ikke, vi er så forskellige som de fleste andre nybagte forældre, der vågner og reagerer ved den mindste lyd fra ham. Men han trækker vejret meget tungt, når han sover, så man er ikke i tvivl om, at han trækker vejret.

Privatfoto

- Det har betydet store ændringer i hverdagen. Også i forhold til kampe. Hvor det før har været ok at tage af sted dagen før til en kamp på udebane, så er det nu bare længere tid væk fra familien. Derfor vil man også bare gerne hurtigt hjem til dem, når kampen er færdig. Det er ret vildt, så meget det vender rundt på ting at blive far og forældre. Man står nu med et andet menneskes liv i sine hænder. En man skal passe på, hjælpe og give den bedst mulige start i livet. Det er jo et kæmpe ansvar og en kæmpe gave. Det bliver fantastisk at se ham vokse op og få sin egen personlighed.

Tiden med familien har der lige været masser af. På grund af landsholdsamlingen kan Hedlund se tilbage på fire fridage, der selvfølgelig er brugt med familien. Både Simons og Sandras forældre bor inden for en rimelig kørselsafstand til de nybagte forældres nye hjem, og det var også med til at hjælpe Simon med beslutningen om at skifte til Brøndby IF. Han havde andre tilbud på hånden – bl.a. fra tyske Ingolstadt, men han hørte så meget godt om Brøndby IF fra Johan Larsson og andre tidligere spillere. Det gjorde beslutningen om at spille i blåt og gult tæt på hjemlandet ganske let. Og det familiære og nære bånd betyder meget for Simon Hedlund. Også uden for familien.

- Jeg tror på, at hvis man kender hinanden godt, hvis man har det godt sammen uden for banen, så giver det også bonus inde på banen. Man bliver ikke nødvendigvis en bedre spiller af det, men man får hurtigere og lettere en forståelse for hinanden på banen, og hvorfor og hvornår de forskellige løb kommer og beslutninger tages. Derfor er det en kæmpe bonus, at vi i truppen har det så godt sammen. Det gør også, at man har en større lyst til at ofre sig for hinanden – at kæmpe for hinanden. Det giver holdet en bedre mulighed for at opnå succes, og når holdet får succes, betyder det også, at den enkelte spiller for succes. Man spiller for holdet og styrker derved sig selv.

- Det sammenhold er også tydeligt, når holdet udtages. Selvfølgelig vil alle gerne spille, være i startopstillingen. Det kæmpes der benhårdt for fra alles side til hver eneste træning, men det betyder ikke, at vi ikke kan glæde os på hinandens vegne, hvis en anden spiller. Ingen fodboldspiller er tilfreds med ikke at blive udtaget, ikke at være i startopstillingen, men her er der stadig bare glæde på andres vegne, selv om man selvfølgelig helst ville spille selv. Det betyder noget for alle, at holdet opnår gode resultater. Og man glæder sig til at komme til træning hver dag. Man glæder sig til at være sammen med sine holdkammerater. Det er et ret vigtigt fællesskab, som man kan mærke strække sig ud til fans, til trænerne, til den sportslige stab og alle andre, der arbejder herude.

Kaffen nåede at blive helt kold. Den røg i vasken på vejen. Det tunge beat er tydeligt igen. Det samme er de højlydte holdkammerater, der har gang i lidt internt drilleri. Simon Hedlund går ind i omklædningen igen, og inden døren lukker er han tilbage i snakken med holdkammeraterne. Han er fodboldspilleren Simon Hedlund. Han er forælderen Simon Hedlund. Og han er lige der i sit liv, hvor Simon Hedlund gerne vil være.