Sikkerhedschefen: Bliv hjemme fra Horsens på søndag

14.03.2019 12:28

Når søndagens kamp mod AC Horsenes spilles på CASA Arena i Horsens, bliver det som bekendt uden Brøndby-fans på tribunerne. Det besluttede Disciplinærudvalget efter sidste års kamp på Casa Arena, hvor nogle fans bevægede sig ind på banen efter kampen var fløjtet af.

- Vi både henstiller og opfordrer til, at Brøndby-fans ikke tager til Horsens og forsøger at komme ind og se kampen på CASA Arena. Det er en vigtig kamp for klubben, og derfor må og skal fokus være på det sportslige, forklarer Mickel Lauritsen, der er sikkerhedschef i Brøndby IF.

I Horsens tages der flere foranstaltninger i forhold til adgang til Casa Arena, hvor der blandt andet vil være ekstra visitering ved indgangene.

- Der vil ikke være et sektioneret udebaneafsnit til kampen, og der vil være ekstra visitationszoner, hvor Brøndbys fans vil blive afvist. Det er ikke tilladt at bære synlige kendetegn til støtte for Brøndby som for eksempel trøjer, halstørklæder, flag, kasketter eller lignende på stadion den dag, og vi vil gerne henstille til, at Brøndbys fans slet ikke køber billet til kampen, fortæller AC Horsens’ direktør Kristian Nielsen.

Fra Brøndby IF’s side gør man sit for at bistå AC Horsens med sikkerhedsopgaven på CASA Arena på søndag.

- For at hjælpe AC Horsens på bedst mulig vis har vi også sendt vores kontrollører til CASA Arena, hvor de vil hjælpe med at sikre, at kampen bliver afviklet på bedst mulig vis.

- Vi ved alle, at det er en kamp med stor sportslig betydning, der skal spilles søndag, og derfor er det også vigtigt for os, at fokus er på det sportslige – nemlig spillet på banen, understreger Mickel Lauritsen.

Foto: Getty Images