Tilskuerfremgang på Brøndby Stadion

13.03.2019 13:10

Grundspillet er ovre, når det gælder kampe på Brøndby Stadion. Den sidste endte med seks mål i kampen mod AaB, og her havde 14.152 tilskuere fundet vej til den blågule hjemmebane. Og det tilskuertal er meget repræsentativt for det gennemsnitlige i Grundspillet, hvor Brøndby IF’s hjemmekampe havde 14.337 tilskuere i snit. I alt besøgte 186.376 tilskuere Brøndby Stadion gennem Superligaens grundspil.

Og det er en gennemsnitlig stigning på godt 1.000 tilskuere i forhold til sidste sæsons grundspil. Et tal der naturligvis glæder direktør Ole Palmå.

- Det er meget imponerende tal, og det siger i høj grad noget om mentaliteten blandt vores fans. Det er ikke blevet til samme pointhøst som i sidste sæson, men alligevel har støtten været fuldstændig upåklagelig. Og stigende endda – det er dybt imponerende, fortæller Ole Palmå.

Du kan se en oversigt over alle tilskuertallene for Grundspillet her.

Foto: Getty Images