Fansene får fast plads i bestyrelsen

04.03.2019 10:05

Når vi i Brøndby IF taler om fællesskab som en kerneværdi i klubben, er det, fordi hele idéen og opbygningen af Brøndby IF er baseret på et stærkt fællesskab.

Det fællesskab bliver nu styrket i form af oprettelsen af Fanafdelingen i Brøndby IF, der fremover vil få en vedtægtssikret plads i bestyrelsen i Brøndbyernes IF A/S.

Fanafdelingen er skabt i et samarbejde mellem Brøndby Support, Brøndby Supporters Trust (BST) og de aktive fangrupper Alpha og Svinget.

Det nye og stærke samarbejde glæder hovedaktionær Jan Bech Andersen, der ser frem til at få et endnu tættere samarbejde med fansene.

- Vores fans – der er Danmarks bedste og kan blande sig i toppen på den internationale fanscene - er en integreret del af vores dna. For os som selskab, og hermed mig som hovedaktionær, er det vigtigt, at vi hele tiden er i kontakt med vores nærmeste partnere, fans og alle dem, der bidrager til, at Brøndby IF styrkes som klub.

- Derfor er en fanrepræsentant vigtig for bestyrelsesarbejdet. På den måde får vi førstehåndsberetninger fra hele vores fanmiljø og dermed et endnu tættere samarbejde med dem, fortæller Jan Bech Andersen.

Hidtil har Sune Blom siddet i selskabets bestyrelse på vegne af fansene, og om Fanafdelingen siger han følgende:

- Fanafdelingen er et resultat af flere års arbejde med at sikre fans' indflydelse i klubben. Som fanrepræsentant har min opgave i processen været at samle fanskaren bredt og organisere fællesskabet i en ny model, der har opbakning blandt alle fangrupper, moderklubben, vores aktionærer og selskabets bestyrelse.

- Jeg er enormt stolt over, at vi fans nu bliver en del af selve klubben, som vi også kender det fra internationale ligaer. Herfra skal der lyde en stor tak til alle, der har været med i det store arbejde.

Jesper Møller, der er formand for bestyrelsen, glæder sig ligeledes over, at man i Brøndby IF endnu engang rykkere tættere sammen og viser vejen i dansk fodbold.

- Fællesskabet er den bærende værdi i Brøndby IF, og vores fans er en meget vigtig del af det fællesskab. Fansene støtter klubben og holdet både på hjemme- og udebane. De er et af de største aktiver for oplevelsen på Brøndby Stadion og en afgørende aktør i underholdningen i vores kampe. Det samme gør sig også gældende på udebane.

- Derfor er det er vigtigt for bestyrelsen at vide, hvad der rør sig blandt vores fans, og derfor er det logisk at sikre dem en plads i bestyrelsen, siger Jesper Møller.

Vil du være en del af Fanafdelingen og fansenes repræsentant i bestyrelsen, kan du blive klogere på Fanafdelingens oprettelse, hvordan du bliver medlem og meget mere på 3.point.dk og i denne podcast fra BrøndbyLyd.

Foto: Getty Images