Tibbling: Skal være med i duellerne

28.02.2019 09:25

Når bussen i aften ruller ind på Nord Energi Arena i Hjørring, er det med en Brøndby-trup, der kommer for at spille sig i semifinalen i Sydbank Pokalen. Det understreger Simon Tibbling.

- Vi havde så fed en oplevelse i pokalfinalen sidste år, så det vil alle rigtig gerne prøve igen.

Den svenske midtbanespiller ved dog godt, at der venter en svær opgave i nordjyske.

- Man ser tit, at hold, der måske har det lidt svært i ligaen, sætter alt ind på at vinde deres kampe i pokalen. Det bliver ikke anderledes i aften, og Vendsyssel vil helt sikkert have fået et boost af deres resultat mod FC København.

- Det bliver formentlig en fysisk kamp, hvor de står længere tilbage på banen, men vi skal vise, at vi kan være med i duellerne og så få vist, hvor gode vi også er på bolden. De vil gøre alt for at spille deres chance. Sådan er det med knald-eller-fald-kampe. Det er lidt en kliché, men i de her kampe har man kun én chance, og griber man ikke den, er man ude af turneringen.

Der er lige nu odds 1.5 at hente hos Betfair, hvis du tror, at Simon Tibbling og holdkammeraterne scorer kampens første mål.

Du kan se Simon Tibbling og resten af truppen i aktion på Nord Energi Arena og 3+. Der er kickoff i aften kl. 19:00.

Foto: Getty Images