Jan Bech: Det kræver noget ekstra at spille med i toppen

22.02.2019 14:02

Brøndby IF sagde tidligere på ugen farvel til cheftræner Alexander Zorniger, og hovedaktionær og bestyrelsesmedlem Jan Bech Andersen fortæller her om et svært farvel til den tyske cheftræner, hans forventninger til foråret og tanker om strategi 6.4 fremadrettet.

- Jeg vil gerne starte med at takke Alexander for at rykke Brøndby IF længere sportsligt, end nogen havde forestillet sig, og jeg ønsker ham og hans familie alt det bedste fremover. Det har været en svær uge for alle, og det har det også været for mig personligt, da Alexander sammen med Troels Bech med afstand har været de to vigtigste personer for mig, siden jeg involverede mig i Brøndby IF.

- Alexander fik mandat til at skabe forandring, da han kom til i 2016, og det har han om nogen været med til at skabe. Vores sportslige sektor har i dag et stærkt fundament, og resultaterne igennem de sidste par år taler for sig selv. Derfor har denne uge også været meget vemodig for mig, og jeg har virkelig været ramt af, at vi som klub måtte træffe den beslutning. Men desværre – når man ikke ser målbare fremskridt og udvikling – er vi som klub og virksomhed nødt til at agere, så svært som det end måtte være.

For Jan Bech handler det om at få glæden tilbage i foråret i en spillertrup, der har stort potentiale.

- Ebbe og hele den sportslige afdeling skal genfinde spilleglæden og selvtilliden i truppen, da vi har tabt mange kampe i denne sæson. 18 point i de seneste 15 kampe har tæret på troen i spillerne. Ebbe har i samtalerne med Martin Retov og Matthias Jaissle været imponeret af deres arbejde, og derfor har jeg fuld tiltro til, at Martin og Matthias er de helt rigtige til at tænde gnisten og få troen på tingene tilbage. Noget af den gnist skal vi gerne se allerede mod Randers FC på søndag. Vi har spillertruppen til at være med i top tre, og der skal vi gerne ende, når sæsonen er slut, ligesom vi drømmer om at komme i den tredje pokalfinale i træk. Det bliver ikke nemt. Det ved alle i klubben, men det skal heller ikke nemt at være et tophold. Det skal kræve noget ekstra til at blande sig i kampen om titler.

Jan Bech understreger ligeledes, at strategi 6.4 siden sin introduktion tilbage i 2016 har bestået og mere til.

- Resultaterne kan svigte, men det gør vores ambitioner ikke. Vi har siden 2016 taget store skridt i den rigtige retning hvert år, både kommercielt og sportsligt, og det kommer vi også til i 2019. Vi går et spændende forår og sommer i møde. Og lad mig slå fast, vi har sagt farvel til en træner, men vi har ikke sagt farvel til strategi 6.4. Tværtimod. Vi er blevet bekræftet i, at strategien med at genfinde den offensive presfodbold er den helt rette for vores klub. Så derfor skal vi selvfølgelig fortsat spille det mest attraktive presfodbold. Vi skal fortsat begejstre med vores fodbold. Vi skal fortsat komme endnu tættere på vores fans. Og vores fællesskab skal vokse sig endnu stærkere. Nu har vi fem vigtige kampe foran os, hvor vi skal sikre os en plads i Mesterskabsspillet og en semifinaleplads i Pokalturneringen, og jeg er sikker på, at vi lykkedes med begge dele med den opbakning spillerne og det nye trænerteam får i disse dage.

Har du endnu ikke sikret dig billet til søndagens kamp, så kan du gøre det her. Der er kickoff mod Randers FC kl. 18:00 på Brøndby Stadion.

Foto: Getty Images