Gammelby: Glæder mig ekstra meget

07.02.2019 14:13

Der er kun tre dage, til Superligaen er tilbage for vores vedkommende, og ifølge Jens Martin Gammelby kan de tre dage, til der fløjtes op mod FC Nordsjælland i Farum, ikke gå hurtigt nok.

- Jeg tror, alle glæder sig, for vi har haft en lang opstart, og jeg glæder mig ekstra meget, for jeg har ikke spillet så meget, som jeg gerne ville.

- Den første halvdel af sæsonen gik ikke helt som forventet, så vi har også noget, vi gerne vil ud og revanchere, siger Gammelby, der har fået masser af minutter i vinterens træningskampe og arbejder med at få spillestilen helt på rygraden.

- Spillestilen sidder ikke helt i skabet endnu, men den kommer mere og mere ind under huden, og vi har arbejdet meget med det taktiske i opstarten, og det har givet pote i forhold til mig og læren af spillestilen.

Planen mod søndagens modstander er klar og ikke så meget anderledes end den sædvanlige tilgang til kampene.

- Vi skal op og lægge et tryk på FC Nordsjælland, og det kommer til at give os en ekstra energi med de mange Brøndby-fans, der kommer til Farum. Det kommer til at føles som en hjemmebane.

På back-positionerne er spillerne meget med i det fremadrettede, og det er også en del af Jens Martin Gammelbys måde at spille fodbold på, så han har forventningerne til sig selv på plads.

- Det er der, jeg er stærkest. Jeg kan noget frem ad banen, og jeg håber da på, at jeg kan bidrage med lidt mål og nogle assists i løbet af foråret.

Du kan i skrivende stund få odds 2.5 på en Brøndby-sejr hos Betfair.

Du kan se kampen live på Canal 9 med kick off på søndag kl. 16:00.

Foto: Getty Images