Matchvinder Uhre: Kan tage meget med herfra

28.01.2019 15:40

Træningslejren slutter officielt tidligt i morgen, når spillertruppen flyver hjem til Danmark, men i dag blev der sat punktum med den sidste kamp mod usbekiske Pashtakor Tashkent. Og det var et flot punktum, da vi efter 90 minutter kunne notere os en sejr på 1-0.

Mikael Uhre stod for kampens enlige mål, da han i anden halvleg kom alene igennem med målmanden og sendte bolden i nettet. 

- Vores genpres fungerer rigtig fint, og Simon er lynhurtig til at opsnappe en opspilsfejl fra dem og sende den sidste aflevering i dybden til mig. Og så skal jeg bare gøre arbejdet færdigt og sparke den i det lange hjørne, fortalte Uhre, der godt kunne mærke forskel i forhold til kampen for en uge siden.

- Det var en hårdt spillet kamp mod et hold, der var væsentligt bedre end dem, vi mødte sidst. Det synes jeg godt, at man kunne mærke. De var gode på bolden og prøvede at spille fodbold, hvilket gjorde vores genpres lidt mere vanskeligt. Men vi løser det godt, og det var en rigtig fin kamp.

- Vi har tilløb til flere store chancer, men der mangler lidt skarphed i den sidste aflevering. Men det er pre-season, og man kan godt være lidt mere træt i hovedet efter et hårdt program, så den skarphed skal nok komme, når vi først får skudt forårssæsonen i gang. 

Generelt var angriberen med nummer 11 på ryggen tilfreds med dette års træningslejr, der har budt på masser af træningspas og to vundne træningskampe.

- Vi har fået meget fysisk ud af træningslejren gennem nogle hårde træninger, men som det altid er på træningslejre, har vi også fået meget socialt ud af det. Der har været gode præstationer og god intensitet igennem alle dage, så vi kan tage meget med herfra