Arajuuri: Vi viste højt energiniveau

21.01.2019 17:35

Første træningskamp på træningslejren er afsluttet, og den endte med en sejr på 5-1 over usbekiske Lokomotiv Tashkent. I midterforsvaret blev Paulus Arajuuri indskiftet i pausen, og den stærke finne var tilfreds med holdets energi i opgøret.

- Det var fedt med en god bane, og det var godt at komme ud og spille efter et par træninger. Vi får også et godt resultat og - måske endnu vigtigere - en masse positive ting, vi kan tage med herfra. Især vores høje energiniveau fungerede rigtig fint i dag, og så havde vi en god iver efter at score mange mål, fortalte Arajuuri, der ligesom resten af holdet har haft fokus på netop energien i spillet.

- De mange mål ser ikke bare godt ud på scoretavlen, men det giver også holdet masser af energi, og det er altid fedt at vinde fodboldkampe med mange mål. Det var langt fra perfekt, men det var en god kamp.

Kampen blev vist på Brøndby Indefra, hvor du kan kan se eller gense den. Her på siden vil du kunne læse flere reaktioner på kampen samt se highlights.