11. JANUAR 2019 kl. 17:17
Brøndby IF skriver kontrakt med Simon Hedlund

25-årige Simon Hedlund har de sidste par sæsoner tørnet ud for Union Berlin i den tyske 2. Bundesliga, men efter et veloverstået lægetjek, har Brøndby IF og Simon Hedlund i dag underskrevet en 4½-årig kontrakt.

Den svenske offensiv spiller har fået meget af sin fodbolduddannelse i IF Elfsborg, hvor han spillede i sin sene ungdomsår og derefter som senior, før han i 2016 skiftede til Union Berlin.

Sportsdirektør Ebbe Sand fortæller om nyerhvervelsen.

- I Simon får vi en rigtig spændende offensiv spiller, som kan udfylde en række roller hos os. Simon vil både kunne spille 10’er og 8’er, men han kan også spille oppe foran som angriber, så det giver os nogle rigtig gode muligheder, både på den korte bane og på den lange bane. Simon har en rigtig god fodboldalder, da han med sine 25 år allerede har samlet en masse erfaring, som han kan dele ud af til træning og tage ansvar i kampe.

- I mine samtaler med Simon har han ikke lagt skjul på, at han har været meget opsat på at skifte til Brøndby IF, hvilket i sidste ende faktisk gjorde skiftet muligt for os, da Union Berlin har efterkommet hans ønske. Vi får derfor en spiller ind i truppen, der glæder sig til at komme i gang, og vi glæder os mindst ligeså meget.

Simon Hedlund får trøjenummer 27 og han har sin første træning med truppen allerede i morgen.