Magnus Warming udlejes til Nykøbing FC

11.01.2019 13:00

Den 18-årige angriber Magnus Warming, som til dagligt er at finde på Brøndby Masterclass' U19-hold, bliver lejet ud til Nykøbing FC i hele 2019. Magnus Warming kontrakt udløber i sommeren 2020, og derfor er spilletid på seniorniveau vigtig for den unge angribers fortsatte udvikling, fortæller sportsdirektør Ebbe Sand.
 
- Magnus Warming har mange af de dyder, som vi gerne vil se i Brøndby-spillere. Han er arbejdsom og har snuden i sporet, og så har han et stort talent, som nu skal til at forløses. Både vi og Magnus vil gerne se talentet udfolde sig endnu mere, og da muligheden nu har budt sig for at prøve sig selv af på seniorniveau hos Nykøbing FC i det næste års tid, så er det en optimal løsning for alle parter. Vi glæder os til at følge Magnus' udvikling tæt.

Magnus Warming har spillet en enkelt kamp i Superligaen for Brøndby IF, da han tilbage i maj 2017 var på banen, da Brøndby IF spillede mod SønderjyskE, hvilket på daværende tidspunkt gjorde ham med sine dengang 16 år og 348 dage til den yngste debutant nogensinde for Brøndby IF i den bedste række. Magnus Warming kom til Brøndby IF tilbage i 2015 fra netop Nykøbing FC.

Foto: Getty Images