
Brøndby IF ansætter ny målmandstræner
31.12.2018 14:00
Brøndby IF har ansat Claus Fallentin som ny målmandstræner. Han erstatter dermed den tidligere målmandstræner, Sten Christensen, der stoppede tidligere på måneden.
48-årige Claus Fallentin besidder UEFA’s Goalkeeper Advanced målmandstrænerlicens, hvilket er er den højest mulige målmandstrænerlicens i Danmark og kommer fra en rolle som målmandstræner i Lyngby Boldklub, hvor han har været tilknyttet siden 2017.
Sportsdirektør Troels Bech fortæller om den nye målmandstræner.
- Vi er meget glade for, at Claus har sagt ja til at blive en del af vores trænerteam. Claus er analytisk i sin tilgang, og har en af de bredeste målmandstræneruddannelser man i dag kan få i Europa. Vi er derfor sikre på, at Claus ikke blot kan gå ind og løfte opgaven, men også at han kan videreudvikle det stærke fundament, Sten Christensen har lagt igennem en lang årrække.
Claus Fallentin har tidligere været ansvarlig for målmandstræningen på det danske U21-landshold, ligesom han også har været aktiv målmand selv. Før målmandstrænergerningen var Claus Fallentin nemlig selv at finde mellem målstolperne for blandt andet Lyngby Boldklub og Næstved IF i Superligaen..
Claus Fallentin har første arbejdsdag den 7. januar, hvor han sammen med den øvrige trænerstab møder ind til opstarten før forårets vigtige kampe i Superligaen begynder i februar.