Besar Halimi: Presset bliver afgørende

09.12.2018 10:00

Søndag kl. 18:00 spiller vi sidste udebanekamp i år 2018, når Vejle BK byder på besøg i Superligaen. Vi har talt med Besar Halimi, der endnu ikke har været i kamp mod Vejle. Han ser frem til årets sidste udebanekamp, hvor der er gode chancer for at få point med hjem:

- Jeg har ikke været med til at møde Vejle BK før. Vi har analyseret på dem, og de er et stærkt mandskab. De ønsker at spille fodbold og har nogle dygtige spillere i deres offensiv. De er et af de hold, der forsøger at spille sig ud af presset i stedet for at losse langt. Det bliver ikke nemt for os at spille os ud af det første pres, lyder det fra Brøndby IF’s nummer 5.

- Vi ønsker at vinde bolden højt på banen, hvilket der er forbundet en risiko ved. For hvis de kan få spillet den ud af det pres, kan de skabe chancer. Vi går fokuseret ind til opgaven, og hvis vi kan formå at få overtaget, tror jeg, at vi kan skabe de fornødne chancer. Det bliver nok en underholdende kamp, men vi er klar.

Tror du ligesom Besar Halimi, at det bliver en underholdende kamp, kan du netop nu hos Betfair få odds 1,66 på over 2,5 mål i kampen.

Én af de ting, som Halimi ser som en trussel, er Vejle-spillernes hurtighed:

- Vejle har flere hurtige spillere, og det skal vi forsøge at dæmme op for. Det er ikke nemt at stå højt på banen mod et hold med hurtige spillere. Det er derfor vigtigt, at genpresset sidder der. Vi har stadig flere nye spillere, der skal indgå i presset, som skal fungere helt oppe fra de forreste geledder og ned. Vi går ind til opgøret med en god tro på, at vi kan få de tre point. Vi vil selvfølgelig gerne have et godt resultat i vores sidste udebanekamp i 2018.

- I kampen mod Hobro spillede jeg på 10’er-positionen. Det er en position jeg har spillet mange gange i min karriere, så det er ikke noget nyt for mig. Jeg spiller der, hvor træneren ønsker, at jeg skal spille. Hvis han satte mig i forsvaret, så er jeg også klar til den udfordring, lyder det med glimt i øjet fra den muntre teknikker.

Foto: Getty Images