Zorniger: Selvtillid i truppen

08.12.2018 08:50

I morgen skal Brøndby IF spille mod Vejle Boldklub i Nørreskoven, og det er første gang siden 2009, vi er tilbage på Vejle Stadion. Cheftræner Alexander Zorniger ser frem til opgøret med stor respekt for Vejlenserne.

- Vejle er et utrolig spændende hold, og jeg syntes faktisk, de fortjener at ligge højere i tabellen, end de gør. De spiller virkelig underholdende med en klar og tydelig spillestil, og de har hidtil i sæsonen været det måske sværeste hold, vi har mødt. Deres individuelle teknik er stærk, de har fart i deres spil med bolden og spiller med stor selvtillid, hvilket alt sammen er Adolfo Sormani (Vejle’s træner, red.) klare aftryk, og selvom Adolfo lige nu har karantæne, så har det ikke påvirket deres måde at spille fodbold på. 

Zorniger ser dog også en modstander, som måske savner lidt erfaring, og et Brøndby-hold som samtidig har fået tanket godt op på selvtilliden i de seneste runder.

- For mig er Vejle uden tvivl det bedste hold, der er rykket op i Superligaen i de to og et halvt år, år jeg har været i Danmark. Men Vejle har også et relativt ungt hold, og der har de måske savnet lidt erfaring, som kunne have sikret dem lidt flere point i Superligaen. Det så vi senest, da Vejle spillede mod AGF i sidste runde, hvor de ellers spillede en virkelig flot kamp, men ikke fik et resultat med hjem.

- De ligger derfor næstsidst i Superligaen, så de har en stor opgave foran sig, hvor de skal kunne håndtere det pres, der nu er på dem. Samtidig kommer vi med selvtillid i hele truppen og tro på tingene, og vi vil lægge pres på dem, som vi altid gør, så det skal nok blive en spændende kamp.

Kampen har kickoff kl.18:00 på Vejle Stadion, og der blev allerede udsolgt i udebaneafsnittet for nogle dage siden. Har du derfor ikke billet, så kan du se kampen på 3+ eller følge kampen på Brøndby IF’s platforme.

Foto: Getty Images