Jan Bech Andersen: Strategi 6.4 er den helt rette for fans og aktionærer

05.12.2018 08:40

Brøndby IF’s bestyrelse har tidligere i dag besluttet at udnytte bemyndigelsen i vedtægternes § 3b til at forhøje selskabets aktiekapital, og det forventes, at forhøjelsen vil være gennemført senest med udgangen af marts 2019.

Bestyrelsen vil nu søger efter investorer til denne kapitaludvidelse.

Hovedaktionær og bestyrelsesmedlem Jan Bech Andersen fortæller om sit engagement i Brøndby IF:

- Vi har i 2018 foretaget en lang række investeringer, hvor fokus især har været på forbedringer af forholdene for vores fans. Blandt andet har vi i år indviet nordens første permanente fanzone og etableret en familielounge, hvor der er plads til små og store børn, samt gjort meget for at forbedre hele stadionoplevelsen.

- Jeg er yderst tilfreds med, at de investeringer, vi har foretaget, både taler til hjertet og hjernen, ligesom det er investeringer, som vi får glæde af mange år ud i fremtiden. Vi kan se, at de mange investeringer i fans og sponsorer betaler sig. Vi har aldrig haft så mange sæsonkortholdere, som vi har i dag, og vores sponsorindtægter er steget markant igen i år.

- Strategi 6.4 og de langsigtede investeringer, vi foretager, er tro mod det helt særlige fællesskab, vi har med fans og sponsorer her på Vestegnen, og derfor vil jeg ikke selv tøve med at investere yderligere i klubben, hvis der er behov for det. Strategi 6.4 har bevist, at den er den helt rette strategi for såvel klubbens fans samt klubbens aktionærer.

Du kan læse fondsbørsmeddelelsen her.