Uhre: Skal holde skruen i vandet

30.11.2018 12:00

Den næstsidste hjemmekamp og trejdesidste kamp i 2018 spilles på søndag, hvor Hobro IK gæster Brøndby Stadion kl. 18:00.

I den omvendte kamp i efteråret endte det med en sejr på 2-1 på udebane, hvor Mikael Uhre scorede på hovedstød i de døende sekunder.

- Forhåbentlig behøver vi ikke køre den lige så langt ud, inden vi finder en afgørelse på kampen, men jeg regner stærkt med, at udfaldet af kampen er det samme, lyder det fra den kamps matchvinder, og Uhre har sammen med resten af truppen og staben fokus på at få rundet året godt af.

- Det har været et lidt hårdt efterår, og vi vil selvfølgelig gerne slutte bedst muligt af. Af de fem kampe efter landsholdspausen har vi vundet de to. Nu mangler vi tre, så vi skal bare holde skruen i vandet. Det er det, vi har fokus på.

Om søndagens modstander ser den hurtige angriber et par sammenfald med sidste rundes modstandere fra SønderjyskE.

- De kan nogle af de samme ting som SønderjyskE, hvor de er gode i dueller og på dødbolde, så det gælder om at finde vores spil og spille det hurtigt omkring dem, så er jeg sikker på, det nok skal blive rigtig godt, siger Uhre, der i skrivende stund giver odds 6.00 hos Betfair som første målscorer.

Du kan købe billet til kampen her, og husk at der i timerne op til kampstart er fødselsdagsfest for Brøndby IF, der fylder 54 år på mandag den 3. december, i Nordens bedste Fanzone. Se programmet her.

Foto: Getty Images