Tibbling: Sejre giver god energi

21.10.2018 09:00

I morgen er der endelig fodbold på Brøndby Stadion igen, når OB er modstanderen kl. 19:00. Sidste gang, de blågule var i aktion, var for to uger siden, hvor det blev til en sejr mod AaB på 3-1, og siden har Superliga-bolden været parkeret til fordel for landsholdsfodbold. 

Men sejren i Aalborg er ikke glemt, og Simon Tibbling mener også, at man har kunnet mærke den i løbet af landsholdspausen.

- Vi har haft en god pause, hvor vi har fået trænet igennem. Den sidste kamp inden pausen mod AaB gav virkelig god energi i truppen, og man har kunnet mærke, at stemningen er blevet løftet væsentligt til træning. Sådan er det altid med sejre – de giver ekstra energi. Og det har været en fornøjelse at kunne arbejde med vores spil og forbedre nogle ting oven på en sejr, hvor der var meget, der lykkedes, fortæller Tibbling.

- Sejre giver også én lyst til at spille igen. Så hele holdet har haft meget energi de seneste uger og har set frem til kampen i morgen. Nu er vores opgave så bare at få den energi og spillelyst med ind på banen og få endnu en sejr.

Morgendagens kamp mod OB er hjemme på Brøndby Stadion foran blandt andre de rekordmange sæsonkortholdere. Og Simon Tibbling håber på at kunne give dem noget at juble over.

- Vi har ikke haft samme flow som sidste år på hjemmebane, og det vil vi selvfølgelig rigtig gerne tilbage til. Vi vil gerne give vores hjemmefans nogle sejre og noget at glæde sig over, og forhåbentligt kan vi starte med det mod OB. Der er fire uger til næste landsholdspause, og der skal den have fuld gas. Men lige nu er mit fokus udelukkende på kampen mod OB.

Der er kampstart mellem Brøndby IF og OB på mandag kl. 19:00, og du kan købe billet til kampen her. Der er som altid også åbent i Fanzonen inden, under og efter kampen – her kan du se programmet for Fanzonen.

På Betfair er der gode odds at hente på kampen, hvor en hjemmesejr blandt andet giver 1.83. Se mere her.

Foto: Getty Images