Fire sider af Josip Radosevic

05.10.2018 12:40

Han er kun 24 år, men alligevel har Josip Radosevic hentet erfaring i fodbold-Europa, der går langt ud over hans alder. På banen er kroaten benhård i sine tacklinger og kompromisløs i sin spillestil, mens han uden for banen er sin egen perfekte modpol – stille, venlig og meget smilende. 

Men hvem er Josip Radosevic egentlig, hvis man går lidt tættere på ham?

Drengen
- Jeg voksede op i en lille landsby uden for Split, hvor jeg tidligt brugte det meste af min tid på at være sammen med mine venner. Vi rendte rundt på gaderne og spillede fodbold, legede og alt det, drenge nu kan finde på at lave sammen. Jeg kan huske, at min mor blev rigtig sur på mig mange gange, fordi jeg ikke gad komme hjem – flere gange måtte hun komme og hente mig, og så fik jeg en kæmpe skideballe.


Foto: Privatfoto

- Skolen var jeg ikke så begejstret for de første år, men da jeg begyndte at forstå, hvor vigtig en god skolegang er for resten af livet og muligheden for at kunne klare sig, ændrede det sig. Jeg klarede mig fornuftigt i skolen, men jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg ønskede mig som karriere. Jeg drømte selvfølgelig om fodbolden, men jeg vidste også, at jeg skulle finde noget andet. 

- I Kroatien er skoletiden skruet lidt anderledes sammen end i Danmark. Man har først otte år i grundskole, og derefter fire år mere. Det er i de fire år, hvor man som regel finder du af, hvilken vej man ønsker at gå. Jeg ville gerne være kaptajn på en færge eller et krydstogtskib. Jeg er helt vild med at sejle, og jeg har licens til at sejle. Kun både op til 12 meter – indtil videre. Det er måske det, jeg skal lave, når fodboldkarrieren er færdig.

Fodboldspilleren
- Jeg fangede interessen for fodbold meget tidligt. Jeg spillede allerede som 4-årig, men jeg startede i min første klub som 6-årig. Det var inde i Split, og min far kørte mig til træning. Det var en køretur på en halv time hver vej. Efterhånden som jeg blev ældre, blev vi flere venner, der kørte sammen, og så skiftedes forældrene til at køre, men nogle gange måtte vi også tage bussen.


Foto: Privatfoto

- Da jeg nåede til de sidste år i min skoletid, skulle jeg til at beslutte mig for, om jeg ville satse på fodbolden eller gå efter en civil karriere, og der bakkede min forældre mig op omkring fodbolden. Jeg er meget taknemmelig for deres hjælp til, at jeg fik chancen for at forfølge fodbolden. Det har ikke altid været let for dem, men de ofrede meget for, at jeg kunne passe min fodboldtræning.

- 17 år gammel fik jeg min første professionelle kontrakt. Det var med Hajduk Split, og det var lidt spændende, for Hajduk var lidt i økonomisk krise og satsede ikke på unge spillere, men jeg fik chancen alligevel. Sportsligt gik det godt, for de lå i toppen af ligaen og vandt pokalturneringen, og efter kun seks måneder med førsteholdet i Hajduk kom Napoli og købte mig. De havde set mig på landsholdet og med Hajduk, og det var en kæmpe chance for mig.


Foto: Getty Images

- Jeg var i Napoli i to sæsoner. Det er en stor klub, og det er svært som ung spiller at slå igennem i italiensk fodbold. Jeg fik ni kampe for førsteholdet og blev derefter lånt ud til Rijeka i Kroatien og bagefter Eibar i La Liga i Spanien, hvor jeg var uheldig at rende ind i en ankelskade, der holdt mig ude i et stykke tid.

- Red Bull Salzburg købte mig fri af Napoli. Det er en god klub, og vi var med i Europa League, men da jeg fik muligheden for at komme tilbage til Hajduk Split, valgte jeg at takke ja. Jeg er et familiemenneske og ville gerne være sammen med min familie efter flere år ude i Europa. 

- Måske var jeg for ung, da jeg tog af sted til så stor en klub som Napoli, men jeg fortryder ikke, at jeg tog af sted. Det har været med til at gøre mig til en bedre spiller og et bedre menneske, og man ved aldrig, hvad der sker i livet. Jeg er Gud taknemmelig for de chancer, han har givet mig.

- Nu er jeg så her i Brøndby IF. Jeg var med, da Hajduk spillede på Brøndby Stadion sidste sæson i Europa League, og jeg blev virkelig imponeret af omgivelserne, af klubben, af stadion og af fansene. Vi var ude og se noget af København, og jeg nød både det og alting omkring kampen. På det tidspunkt vidste jeg ikke, at jeg ville få chancen for at komme hertil, men da klubben henvendte sig, var jeg ikke i tvivl om, at det var dét, jeg ville. Det var en meget nem beslutning.


Foto: Getty Images

- Klubben og holdet havde masser af succes i de to år, inden jeg skiftede hertil, men ligesom i livet går det ikke altid kun op. Der er bump på vejen, og dem skal man over. Det er i de perioder, man får bygget noget ekstra styrke mentalt til fremtiden, for det vender igen. I fodboldverdenen kigger alle kun på resultater, men man kan nå at samle mange gode ting op på vejen i fodbold. Det handler om at se positivt på tingene og bruge de styrker, man udvikler, til at vinde over de udfordringer, man møder på sin vej. Selv i nederlag er der positive ting, man kan tage med videre.

Privatpersonen
- Jeg er en meget privat person, der hverken bruger Facebook, Instagram eller andre sociale medier. Når jeg har fri fra fodbolden, vil jeg gerne bruge tiden sammen med min kone og min søn. Verden er blevet lidt til, at alle ved alt om alle. Der vil jeg gerne have lov til at have mit privatliv. Der er fodboldspilleren Josip og privatpersonen Josip. De to ting vil jeg gerne holde adskilt. Privatpersonen er for min familie og mine venner. Alle dem, der skal kunne få fat på mig og betyder noget for mig, har mit telefonnummer, så de kan ringe eller skrive til mig. 

- Det er vigtigt for mig, at mine kone og min søn ikke er en del af fodboldspilleren Josip – de skal have lov til at være i fred. Og jeg synes heller ikke, at jeg har tid til at være på sociale medier. Jeg træner meget og er tit af sted med fodbolden, så når jeg har fri, vil jeg gerne dedikere min tid til min familie. Til mine venner. 

- Jeg er en familieperson. Det er dem og mine venner, jeg bruger meget tid med. Jeg kan godt lide at bruge min fritid her på at gå rundt i København, hvor jeg kan lære historien om byen og Danmark at kende. Se de mange, gamle slotte og bygninger. Tage på kanalrundfart. Jeg vil føle mig hjemme i byen og i Danmark, for jeg kan rigtig godt lide at være her. Det kan min familie også.

- Musik, specielt kroatisk musik, er også en af mine interesser, og så elsker jeg at grille. Alle former for mad, man kan grille. Det bruger jeg også masser af tid på, når jeg er hjemme i Kroatien. Og så er jeg vild med sne. Der er nogle fede steder i Kroatien, hvor man kan stå på ski og andre ting, men det bliver, efter fodboldstøvlerne er lagt på hylden. 
I Kroatien er der mange dejlige øer, så om sommeren kan jeg godt lide at sejle rundt dernede og fiske og stå på jetski.

Kroaten
- For mig er Kroatien mit land, mit folk og det sted, jeg vil bo, når fodboldkarrieren er forbi. Efter krigen var der en masse korruption og de ting, der følger med efter en krig. Men Kroatien er et meget smukt land. Det er blevet bedre, og det bliver det hele tiden, og måske falder alting på plads en dag. Politikerne taler altid i medierne om, at tingene er blevet bedre, men der er stadig et stykke vej at gå. Med ærlighed og tillid kan vi komme i mål som land, men det kommer til at tage noget tid.

- VM-slutrunden var fantastisk. Den samlede hele befolkningen, og alle glemte deres bekymringer for en tid. Hele landet var én stor enhed, og det er måske vejen frem for Kroatien. At have ting og folk, der kan bringe alle kroater tættere på hinanden – lige som vores landshold og vores landstræner er god til.

- Og vi har nu verdens bedste fodboldspiller. Det er specielt som kroat også. Der er rigtig mange gode talenter i Kroatien, og der arbejdes hårdt på at udvikle spillere. Luka Modric er også et bevis på den gode arbejdsmoral, mange kroater har. Der var ikke mange, der gav ham en chance, men han har kæmpet sig hele vejen til toppen. Og jeg er rigtig glad på hans vegne, for som individuel spiller er dét det højeste, du kan opnå. 

 

Josip Radosevic og resten af Brøndby-mandskabet skal på på søndag til Aalborg for at spille en vigtig kamp i Superligaens 12. runde. Du kan støtte holdet ved at købe billet til udebaneafsnittet her. Og her kan du finde praktisk information om turen til Aalborg.

Foto: Getty Images